Flygtningenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at skulle deltage i kamphandlinger, da han ikke ønsker at slå andre mennesker ihjel. Ansøgeren har derudover oplyst, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel som følge af sin fars medlemskab af en oppositionsgruppe mod det syriske Assad-styre, samt at han som sunni muslim og fremmed risikerer overgreb i Bagdad. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far blev kidnappet i 2005, da de boede i Irak. Ansøgerens far var medlem af en syrisk modstandsgruppe, […], der var beskyttet af Saddam Hussein og Baath-partiet. Ansøgeren tror, at gerningsmændene kunne være fra regeringen eller en regeringsstøttet gruppering. Ansøgerens mor modtog kort tid efter kidnapningen et telefonopkald, hvor der blev forlangt løsesum, ligesom familien blev truet på livet, herunder at de skulle forlade området. Ansøgeren og hans familie flyttede derfor til […], hvor der hovedsageligt boede shiiter. Ansøgerens mor var shiit, hvorfor det var muligt at bo der. Omkring 8-10 måneder senere modtog ansøgerens mor endnu et telefonopkald, hvor familien blev truet med, at deres hus ville blive brændt ned, hvis de ikke forlod området. Ansøgeren og hans familie udrejste kort tid efter til Syrien, hvor de boede indtil urolighederne i landet gjorde, at ansøgeren frygtede, at han ville blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste eller blive tvangsrekrutteret af militser. Ansøgeren flygtede derfor til Tyrkiet i 2012. Udlændingestyrelsen har i sin afgørelse lagt til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet for nævnet er herefter, om ansøgeren, der tillige er irakisk statsborger, vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, ved en tilbagevenden til Irak. Nævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at ansøgerens forklaring om hans fars tilhørsforhold og kidnapning kan lægges til grund til brug for denne vurdering. Det er efter ansøgerens forklaring uklart, hvem der stod bag kidnapningen af hans far i 2005, og om de trusler, som moderen modtog i 2006, mens de fortsat boede i Irak, hidrørte fra samme personer eller gruppering, som stod bag kidnapningen af faderen, om end meget taler for, at ansøgerens formodning – hvorefter der kan have været tale om shiitiske grupperinger – kan være korrekt. Når der imidlertid henses til, at ansøgeren ikke selv har været involveret i nogen konflikt med personer i Irak, og at kidnapningen og truslerne fandt sted for mere end 10 år siden, finder nævnet, at der i hvert fald ikke længere er grundlag for at antage, at ansøgeren skulle være eller er i risiko for at blive efterstræbt i Irak. Det hører i den forbindelse med i billedet, at ansøgerens søster angiveligt bor og opholder sig i Irak, og at ansøgerens far efter det oplyste ikke kan antages at have haft en central og meget eksponeret rolle i forbindelse med sit politiske virke, der i øvrigt i al væsentligt må anses at have været rettet mod forhold i Syrien. Det fremgår således af baggrundsoplysninger om situationen i Irak, herunder Home Office rapport fra november 2016, ”Country Policy and Information Note, Iraq: Ba’athists”, at der i Irak ikke sker generel forfølgelse af personer på grund af deres tidligere tilknytning til Ba’ath partiet, hvilket navnlig er tilfældet, hvis en person bl.a. ikke har haft en mere central eller højerestående rolle eller position inden for partiet. Det fremgår endvidere af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at den generelle sikkerhedssituation i Irak ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området, jf. dom af 23. august 2016 i sag nr. 59166/12 (J.K. and Others v. Sweden). Endelig følger det af Flygtningenævnets praksis, at heller ikke de generelle forhold for sunnimuslimer i Bagdad – om end de kan være vanskelige, herunder navnlig i en tilflyttersituation – er af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/151/LMD
