Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter unavngivne militser, og at han frygter at blive straffet med fængsel af de irakiske myndigheder, fordi han er udeblevet fra militærtjeneste. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver henvist til, at han i perioden 2009 til 2015 arbejdede som sikkerhedsvagt for en højtstående officer. I sommeren 2015 modtog hans arbejdsgiver et brev fra det irakiske forsvarsministerium, hvoraf fremgik, at antallet af sikkerhedsvagter skulle indskrænkes, og at ledigblevne sikkerhedsvagter fremadrettet i stedet skulle gøre tjeneste i hæren. 10-12 dage senere opsøgte politiet ansøgerens bopæl og afleverede en indkaldelse stilet til ansøgeren til militæret til hans mor. På dette tidspunkt var ansøgeren ikke hjemme. Han tog ophold hos sin farmor, men flyttede hjem igen. To dage efter, at han tog tilbage til sin egen bopæl, blev han bekendt med, at nogle unavngivne militser var efter ham, fordi de stirrede på ham, mens han sad på sin veranda. Han tog på ny hjem til sin farmor, hvor han blev kontaktet af sin mor, der oplyste, at nogle personer fra en unavngiven milits havde banket på døren. Herefter udrejste ansøgeren legalt af Irak. Flygtningenævnet har overvejet, om der, efter at den iværksatte høring ikke har kunnet gennemføres, er grundlag for at genoptage sagens behandling med henblik på ny mundtlig behandling. Flygtningenævnet har imidlertid ikke fundet grundlag herfor, idet ansøgeren ikke har anmodet herom, og idet der ikke i den mellemliggende periode er fremkommet nye oplysninger fra ansøgerens side. Flygtningenævnet kan i det væsentlige ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens forklaring på centrale punkter har været divergerende og utroværdig, og at centrale dele af forklaringen tillige fremstår som ikke sandsynlig. Ansøgerens forklaring om, at han alene mundtligt skulle have fået at vide af sin tidligere arbejdsgiver, en brigadegeneral, som han angiveligt var privatchauffør for, at han nu skulle udføre militærtjeneste, uden at have fået nærmere oplysninger om mødetid og mødested, har været noget divergerende. Ansøgeren havde efter det oplyste ikke tidligere aftjent værnepligt og aldrig båret våben, han havde selv søgt jobbet hos brigadegeneralen, og det fremstår ikke sandsynligt, at ansøgeren på den baggrund vil blive betragtet som deserteret ved ikke at melde sig til militærtjeneste. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han selv modtog et brev om, at han skulle udføre militærtjeneste, eller om arbejdsgiveren modtog brevet. Ansøgerens forklaring om, at hans mor skulle have modtaget en indkaldelse stilet til ansøgeren, som hun derefter destruerede uden at udlevere den til ansøgeren, forekommer ikke troværdig. Det er mindre sandsynligt, at der kun er kommet den ene indkaldelse og ikke derefter yderligere henvendelser på ansøgerens bopæl med henblik på at få ham til at melde sig til militærtjeneste, såfremt myndighederne efterstræber ham i en sådan grad som forklaret om af ansøgeren. Det fremstår heller ikke overbevisende, at ansøgeren skulle være efterlyst af efterretningstjenesten. Det forekommer således ikke sandsynligt, at ansøgerens ven, som angiveligt arbejder i efterretningstjenesten, som kontoransat, kunne komme i besiddelse af et internt dokument af denne karakter og have mulighed for og turde risikere at tage et foto af dokumentet og videreformidle det som forklaret af ansøgeren. Hertil kommer, at dokumentets ordlyd ikke angiver, at ansøgeren skulle være deserteret, men alene, at ansøgerens forbrydelse skulle bestå i ”at flygte ved at tage det officielle medarbejder ID med sig og ”at flygte uden at aflevere de ting, han fik afleveret ved ansættelsen”. Yderligere har ansøgerens forældre angiveligt ikke modtaget henvendelser med henblik på anholdelse af ansøgeren. Hvad angår en eventuel risiko for overgreb fra shiitiske militser bemærkes, at det fremgår af ansøgerens forklaring, at han har følt sig iagttaget af sådanne militser. Da disse militser ikke i den forbindelse eller senere har rettet henvendelse til ham eller hans familie, er der imidlertid ikke grundlag for at antage, at ansøgeren risikerer forfølgelse eller overgreb fra shiitiske militsers side, og frygten for militserne beror alene på ansøgerens formodning. Hertil kommer, at det ikke forekommer overbevisende, at ansøgeren på et tidspunkt, hvor han angiveligt var eftersøgt af såvel de militære myndigheder som shiitiske militser, turde og faktisk kunne udrejse legalt og legitimeret med eget ægte pas fra lufthavnen i Bagdad. I den forbindelse har ansøgeren forklaret divergerende om, fra hvem og hvorledes han fik hjælp af en ansat i lufthaven til at undersøge, om han i lufthavnen var registreret som eftersøgt. Herefter og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, uanset at høringen ikke har kunnet gennemføres, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/146/THJ
