Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om udsendelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, som indrejste i Danmark [i] 1984 og blev meddelt opholdstilladelse i 1985. Denne opholdstilladelse blev i 1989 gjort tidsubegrænset. Ved [en] Landsrets dom af [foråret] 2002 blev klageren idømt seks års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 191 […] [og] blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig […]. Højesteret stadfæstede [i vinteren] 2002 landsrettens dom, herunder bestemmelsen om udvisning. [I] 2005 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om, at han kunne udsendes til Irak. Hans sag blev [i] 2008 genoptaget, og Flygtningenævnet traf [i] 2008 afgørelse om, at udlændingelovens § 31 var til hinder for klagerens udsendelse til Irak på grund af de daværende generelle forhold, jf. udlændingelovens § 49 a, idet Flygtningenævnet fandt, at han isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han var udelukket fra opholdstilladelse på grund af begået kriminalitet, jf. udlændingelovens dagældende § 10, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Udlændingestyrelsen traf [i efteråret] 2016 afgørelse om, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for udsendelse af ham, og at han kan udsendes tvangsmæssigt til Irak, jf. udlændingelovens § 49 b, jf. § 32 b, jf. § 31. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk feyli-kurder og shiamuslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Klageren har i Irak været aktiv for nogle kurdiske partier samt det irakiske kommunistiske parti. Klageren var politisk aktiv fra omkring 1984 til slutningen af 1990’erne, men er ikke politisk aktiv længere. Klageren har henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han ikke vil få lov til at genindrejse i Irak, da han en gang er blevet udvist af Irak, ligesom han ikke har nogen identitetspapirer. Klageren har endvidere henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Irak, fordi han ikke har noget sted at bo eller et netværk i Irak. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren er shiamuslim og feyli-kurder fra Bagdad, og at han sammen med sin familie i 1980 blev udvist fra Irak til Iran. Det lægges til grund, at klageren og hans familie blev udvist af Irak på grund af deres religiøse og etniske tilhørsforhold. Vurderingen af, om udlændingelovens § 31 er til hinder for udsendelse skal foretages ud fra den nuværende situation i hjemlandet, og da hverken klageren eller den øvrige familie har været i Irak efter de ændrede magtforhold i landet i 2003, må vurderingen foretages med udgangspunkt i de generelle oplysninger om forholdene for feyli-kurdere i Irak. Flygtningenævnet finder, at klageren isoleret set ikke kan anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren har oplyst, at klageren ikke personligt har nogen konflikter med myndigheder, privatpersoner eller grupperinger i Irak. Det forhold, at klageren tidligere har været politisk aktiv for Det Demokratiske Kurdiske Parti og Det Irakiske Kommunistiske Parti, og at klageren på den baggrund havde nogle konflikter med personer i det irakiske myndighedsapparat under Saddam Hussein, kan ikke føre til en ændret vurdering, henset til det skete regimeskifte i 2003. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for feyli-kurdere, hvoraf fremgår blandt andet, at 97 % af de tilbagevendte feyli-kurdere ifølge de irakiske myndigheder har generhvervet deres statsborgerskab siden 2006, hvor nationalitetsloven i Irak blev ændret, og at der er bosat omkring én million feyli-kurdere i Bagdad og dets forstæder. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke er grund til at antage, at klageren ved en udsendelse til Irak vil være i reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Nævnet har herved lagt vægt på, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak ikke er af en sådan karakter, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2, ikke er til hinder for klagerens udsendelse til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/139/MGO
