Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Dohuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter [A’s] to brødre, [B] og [C], idet de har truet med at slå ham ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han lærte nabopigen, [A], at kende i 2010, fordi hun ofte besøgte ansøgerens syge lillesøster, [D]. Ansøgerens og [A’s] familie var naboer og gode venner. I juni 2014 erklærede ansøgeren sin kærlighed til [A], hvorefter de hemmeligt begyndte at tale sammen alene, når hun besøgte ansøgerens lillesøster. [I slutningen af] 2015 aftalte ansøgeren og [A] at mødes i Azad-parken i byen Dohuk to dage senere. [To dage senere] mødtes de for første gang i det offentlige rum. De tilbragte omkring én time i parken, hvor de snakkede, hvorefter [A’s] to brødre kom ind i parken. Ansøgeren flygtede med det samme ud af parken, fordi [A’s] brødre så sure ud. Ansøgeren tog en taxa fra parken til sin farbror, [E], hvor ansøgeren opholdte sig frem til sin udrejse [tre dage efter episoden i parken]. Ansøgeren udrejste legalt af Irak på et tyrkisk visum sammen med sin lillesøster, fordi hun er syg og har brug for behandling. [Samme dag som episoden i parken] opsøgte [A’s] familie ansøgerens bopæl, hvor de sagde til ansøgerens forældre, at de gerne ville snakke med ham. Flygtningenævnet har, uanset at ansøgerens forklaring fremstår som usandsynlig, ikke holdepunkter for at forkaste ansøgerens forklaring om sit asylmotiv. Nævnet finder ikke, at ansøgeren asylmotiv har en sådan intensitet og karakter, at dette kan anses for omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren alene har siddet ved siden af pigen på en bænk i en offentlig park. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren og pigens familie fortsat er naboer, og at ansøgerens familie kun én gang har været opsøgt af pigens familie, der blot oplyste, at de gerne ville tale med ansøgeren. Det beror således alene på ansøgerens formodning, at henvendelsen var af en sådan karakter, at den ville udgøre en trussel mod ansøgeren og ikke blot havde til hensigt at søge forholdet mellem ansøgeren og pigen nærmere oplyst. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens familie efter ansøgerens udrejse ikke har oplevet problemer med pigens familie, som de igennem en årrække har været naboer og gode venner med. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/137/EMU
