Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak sambehandlet med moren. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og yazidi fra [en navngiven landsby], Sinjar, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af ISIL eller andre, fordi han er yazidi af trosretning. Ansøgeren har til støt-te for sit asylmotiv forklaret, at han om morgenen [i sommeren] 2014 fik at vide, at ISIL havde angrebet Sinjar, samt at de havde slået folk ihjel og taget deres ting. Klokken 10-12 om formiddagen angreb ISIL [ansøgerens landsby]. Ansøgeren så deres biler, ligesom han hørte skududveksling. Herefter flygtede ansøgeren med sin familie til [et navngivent område] på Sinjar-bjerget, der lå omkring 20 til 30 minutters kørsel fra [ansøgerens landsby]. Alle beboerne i landsbyen nåede at flygte i sikkerhed fra ISIL og ingen af ansøgerens familiemedlemmer blev tilbageholdt eller udsat for nogen form for vold eller chikane fra ISIL. [I det navngivne område] på Sinjar-bjerget modtog ansøgeren sammen med andre, der var flygtet dertil, hjælp fra humanitære organisationer. Ansøgeren opholdt sig i [det navngivne område] på Sinjar-bjerget til [efteråret] 2015, hvor ansøgeren sammen med sin mor udrejste fra Irak. Der er ingen, der vil hjælpe yazidierne. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at de forhold som ansøgeren har påberåbt sig som asylmotiv kan føre til beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Ansøgeren har ikke personligt haft konflikter med myndigheder, organisationer eller persongrupper, men ansøgeren flygtede efter at have taget tilflugt i et bjergområde ved Sinjar-bjerget i forlængelse af, at ansøgerens landsby blev angrebet af ISIL i august 2014. ISIL er siden i vidt omfang blevet fordrevet fra området. Uanset at det må lægges til grund, at der er generelt vanskelige forhold i Irak for yazidier, kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgerens henvisning til, at yazidierne ikke kan forvente støtte fra hverken muslimer i Irak eller det kurdiske selvstyre og oplysningerne om, at tyrkisk militær har bombet kurdere ved Sinjar-bjerget (TV2, den 25. april 2017), kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak 2017/103/MAD