Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kirkuk-provinsen, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at han vil blive slået ihjel af Islamisk Stat. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at der i hjembyen Hawija gennem mange år har bestået en fejde om familiens jord. I den forbindelse blev ansøgerens bedstefar slået ihjel, og ansøgeren har på grund af konflikten, siden han var fem-seks år gammel, boet først hos en mormor i Sulaymaniyah og senere hos en onkel i Kirkuk by. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter de generelle forhold i Kirkuk som følge af de krigshandlinger, der foregår i området. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret, at han er født i Hawija. Efter at en familiefejde resulterede i, at ansøgerens bedstefar blev slået ihjel, frygtede ansøgerens forældre for ansøgerens sikkerhed, hvorfor ansøgeren, fra han var fem-seks år gammel, boede hos sin mormor i Sulaymaniyah. Efter mormorens død flyttede ansøgeren i 2009-2010 ind hos en onkel i Kirkuk by. På grundlag af ansøgerens forklaring må det lægges til grund, at ansøgerens familie på trods af familiekonflikten forsat boede i Hawija, at ansøgerens søskende i perioder også boede i landsbyen, og at ansøgeren frem til 2014, hvor IS tog kontrol over byen, har kunnet besøge sin familie uden problemer. Ansøgeren har på denne baggrund ikke sandsynliggjort, at jordkonflikten har haft konsekvenser for ansøgeren, der kan tillægges betydning ved vurderingen af, hvorvidt ansøgeren bør meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Ansøgeren har under sit ophold i Irak ikke haft konflikter med myndighederne eller med oprørsgrupperne, herunder IS. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak, på grund af sine individuelle forhold vil være i en situation omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren stammer fra Hawija i Kirkukprovinsen, men at ansøgeren fra 1999 til 2009 boede i Sulaymaniyah og at ansøgeren fra 2009 og frem til udrejsen ultimo 2015 boede i byen Kirkuk. Flygtningenævnet finder på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger, at den sikkerhedsmæssige i Kirkuk ikke er af en sådan karakter, at ansøgeren vil være i risiko for overgreb i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention alene som følge af sin blotte tilstedeværelse. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren, såfremt han ikke finder, at han kan tage ophold i Kirkuk, vil kunne tage ophold i KRI. Der lægges herved vægt på, at ansøgeren er en yngre, kurdisk, ugift sunni-muslimsk mand, der ydermere tidligere har boet i Sulaymaniyah. Det indgår tillige i denne vurdering, at Nordirak på nuværende tidspunkt må vurderes at være tilstrækkeligt stabilt og sikkert til at kunne fungere som et IFA alternativ for ansøgeren, uanset at der også i Nordirak kan forekomme volds- og terrorhandlinger. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/71/JOL
