Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber, muslim af trosretning og irakisk statsborger fra Bagdad. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at der har været krig i Irak i årene 2014-2015, samt Islamisk Stats og ukendte militsers tilstedeværelse forskellige steder i Irak. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at der er farligt at være i Irak, fordi der finder mange kidnapninger og drab sted, samt at der er terror, herunder bombesprængninger, vejsidebomber og selvmordsbomber. Ansøgeren har endvidere oplyst, at det af disse grunde ikke var muligt for ham at skabe sig et godt liv med uddannelse og arbejde. På sin fars opfordring ønsker ansøger at skabe sig en bedre fremtid med uddannelse i Europa. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hans far efterfølgende har oplyst ham om, at årsagen til, at han valgte at sende ansøger afsted var, at medlemmer fra en militant gruppe kom til familiens hus om natten og krævede ansøgeren udleveret med henblik på rekruttering til gruppen. At de ikke krævede ansøgerens tvillingebror udleveret skyldes sandsynligvis, at denne lider af epilepsi og ofte er syg. Ansøger har som asylmotiv henvist til, at der har været krig i Irak i årene 2014 – 2015 samt ISIL og ukendte militsers tilstedeværelse forskellige steder i Irak. Til oplysnings- og motivsamtalen [medio] 2016 har ansøgeren forklaret – og flere gange gentaget - at han er udrejst på grund af, at det generelt er farligt at være i Irak, og at han kan få en bedre fremtid i Europa. Han har på intet tidspunkt haft nogen personlige konflikter med de irakiske myndigheder, privatpersoner eller grupperinger, herunder ISIL, militser eller andre grupperinger, og han er aldrig blevet opsøgt af nogen af dem. Ansøgeren har til sin advokat og under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at han efter advokatens anmodning spurgte sin far om årsagen til, at faderen sendte ham af sted til Europa på det tidspunkt. Faderen oplyste ham om, at medlemmer af en militant shiitisk gruppe kom til familiens hus om natten og krævede ansøgeren udleveret med henblik på rekruttering til gruppen, hvilket var baggrunden for, at faderen valgte at sendte ham af sted. Medlemmer af den militante gruppe har efterfølgende ringet og været forbi i hjemmet og spurgt efter ansøgeren og har også truet ansøgernes brødre og far. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge denne del af ansøgerens forklaring til grund, idet den forekommer uddybende og utroværdig. Flygtningenævnet lægger vægt på, at forklaringen er fremkommet efter, at der er meddelt ansøgeren afslag på asyl og efter, at advokaten anmodede ansøgeren om at rette henvendelse til sin far. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han efter udrejsen har været i kontakt med sine forældre og søskende mange gange. Det forekommer således usandsynligt, at ansøgeren ikke tidligere skulle være gjort bekendt med, at medlemmer af en militant gruppe skulle have opsøgt familien med henblik på at rekruttere ham og også efterfølgende truet ansøgerens far og brødre. Herefter, og da det forhold, at ansøgeren vil få svært ved at få en uddannelse og finde et arbejde i Irak, er forhold af socioøkonomisk karakter og ikke er asylbegrundende, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker herved, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak ikke vurderes at være af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i landet. Det fremgår således af præmis 55 i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse, J.K. and Others v. Sweden, at den generelle situation i Irak ikke statuerer en krænkelse af artikel 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/66/JOV