irak201661

Nævnet meddelte i november 2016 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk turkmener og sunni-muslim fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at ISIL vil slå ham og hans familie ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han kommer fra byen Mosul, som er kontrolleret af ISIL. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans far to gange er blevet opsøgt af repræsentanter fra ISIL i sin forretning. Repræsentanten ville have, at ansøgeren skulle tilslutte sig ISIL, og at ansøgerens søster […] skulle gifte sig med en IS-kriger. Flertallet af Flygtningenævnets medlemmer kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund herunder, at han og familien stammer fra det centrale Mosul, og at de flygtede fra Mosul i juli 2014, efter at ISIL havde fremsat krav om, at familiens ældste datter […] skulle giftes med et ISIL medlem, og at ansøgeren skulle tilslutte sig ISIL. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er i risiko for forfølgelse af de grunde, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren er derimod isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren kan henvises til et internt flugtalternativ et andet sted i Irak. Flygtningenævnet skal i den forbindelse bemærke, at ansøgerens familie, ud over ansøgeren, består af ansøgerens forældre og fire mindreårige søskende. Familien er sunni-muslimske turkmenere og har intet netværk udenfor Mosul, ligesom de ikke har nogen form for tilknytning til andre områder i Irak. Henset hertil og sammenholdt med den generelle situation i Irak for internt fordrevne fra ISIL-områder, navnlig i lyset af den seneste udvikling efter offensiven mod Mosul, finder nævnet på grundlag af baggrundsoplysningerne efter en konkret og individuel vurdering ikke, at det er rimeligt og relevant at henvise ansøgeren til at tage ophold et andet sted i Irak. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Irak/2016/61/CHHA