Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Bagdad, Irak, hvor hun har boet hele sit liv. Hun er gift med en irakisk sunni muslim. Ansøgeren har som asylmotiv navnlig henvist til, at hun frygter, at hun på grund af hendes fars forhold, og da hun er statsløs palæstinenser, at blive forfulgt af irakiske myndigheder og eventuelt af naboer. Hun har herved oplyst, at personer i militærtøj fra Indenrigsministreret flere gange har opsøgt hendes bolig og ransaget denne. Under den første ransagning [foråret] 2012 fik hun beslaglagt div. falske identitetspapirer, som urigtigt angav, at hun var irakisk statsborger. Det var hendes eget navn, der stod i id-papirerne. En del af navnet var dog ikke angivet. Myndighedspersonerne så på en medbragt liste, hvor farens navn var anført, og sagde til ansøgeren, at hun ikke var iraker, men palæstinenser. Myndighederne tilføjede, at hun derfor ikke havde ret til at blive i landet. Under ransagningen spurgte de pågældende efter hendes far, som de kaldte for terrorist. Faren havde været et højtstående medlem af Fatah og Baath indtil 2003. Faren var officer og havde været ansat i det daværende irakiske militær og deltaget i kamphandlinger mod Iran og i Nord-Irak. Faren var en kendt person i Bagdad. Ansøgeren var selv et aktivt medlem af Baath indtil 2003, hvilket myndighederne dog aldrig har bebrejdet hende. Af ægte identifikationspapirer har hun haft et rejsedokument for palæstinensiske flygtninge, som hun har været meget tilbageholdende med at anvende, da hun frygter at blive associeret med faren. Under den første ransagning blev ansøgeren udsat for vold, og hun måtte derfor opholde sig et par dage på et hospital, hvor hun fødte. Derefter så ægteparret sig nødsaget til at flytte til en anden bolig i Bagdad. Omkring [vinteren] 2013 opholdt ansøgeren sig ca. […] måned i Tyrkiet. Både udrejsen af Irak og tilbagerejsen til Irak foregik illegalt, idet hun foreviste et falsk pas med hendes rigtige navn, hvor det urigtigt var anført, at hun var irakisk statsborger. Efter 2012 blev ægteparrets bolig ransaget yderligere nogle gange. Under ransagningen i 2015 foreviste hun kopi af de i 2012 beslaglagte falske irakiske id-kort, samt oplyste at hendes originale papirer lå hos myndighederne, der var ved at behandle hendes sag. Myndighederne krævede, at ansøgeren sørgede for at få originale id-papirer. Ansøgeren er ikke siden 2012 blevet spurgt ind til farens forhold. Hun udrejste illegalt via Bagdads Lufthavn [sommeren] 2015. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgeren forklaring om hendes familie og identitet til grund, og nævnet tiltræder, at ansøgeren er statsløs palæstinenser. Nævnet lægger tillige til grund, at ansøgerens far havde tilknytning til Saddam Husseins regime og derfor fik problemer efter magtovertagelsen i 2003, samt at han forsvandt i 2006. Flygtningenævnet kan heller ikke afvise, at ansøgeren som mange andre i de senere år har været udsat for myndighedsransagninger i Bagdad. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge ansøgerens konkrete forklaring om ransagningerne til grund, eller at myndighederne de senere år har rejst alvorlige bebrejdelser mod ansøgeren på grund af farens forhold. Ved vurderingen heraf lægger nævnet betydelig vægt på, at ansøgerens forklaring herom i nævnet har været præget af usikkerhed samt at ansøgeren som svar på en række konkrete spørgsmål alene har svaret generelt og ofte afglidende. Ansøgeren har videre ikke i sit asylansøgningsskema omtalt, at hun har været udsat for ransagninger, og at hun har haft problemer med myndighederne vedrørende id-papirer. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren på flere punkter har forklaret noget forskelligt om centrale spørgsmål overfor Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet. Til Udlændingestyrelsen har hun oplyst, at hun ikke har haft problemer med myndighederne mellem ransagningen i 2012 og de to ransagninger i 2015, mens hun i Flygtningenævnet tillige har lagt vægt på en ransagning i 2013, som var årsag til, at hun i en periode opholdt sig i Tyrkiet. Herudover har ansøgeren vedrørende falske irakiske pas overfor Udlændingestyrelsen alene oplyst, at hun under ransagningen i 2012 blandt andet fik beslaglagt et falsk irakisk pas, samt at hun i 2015 udrejste under anvendelse af et andet falsk irakisk pas. I Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hun ikke havde noget falsk pas i 2012, men at hun kort tid før rejsen til Tyrkiet ultimo 2013 anskaffet sig et falsk irakisk pas med hendes rigtige navn. På opklarende spørgsmål om, hvad der blev af dette pas, kunne ansøgeren alene og meget tøvende fortælle, at passet var smidt ud. Forklaringen vedrørende dette pas fremstod lidet troværdigt. Ansøgeren har herudover under begge forklaringer til Udlændingestyrelsen oplyst, at ransagningerne i 2015 var et led i generelle ransagninger i området, mens hun i Flygtningenævnet har forklaret, at myndighederne oplyste, at der blev ransaget efter anmeldelse, som hun mener, må have været indgivet af en nabo. For så vidt angår forholdene i Bagdad bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren har forklaret, at hun efter udrejsen har talt med sin ægtefælde, der har oplyst, at myndighederne ikke siden ansøgerens udrejse har opsøgt deres bopæl. Ægtefællen samt ansøgerens søster, som er statsløs palæstinenser, samt ansøgeren mor, der er irakisk statsborger, bor fortsat i Irak. Ansøgeren bekendt har de pågældende ikke aktuelle problemer med myndighederne. Uanset den generelt vanskelige situation for statsløse palæstinensere i Bagdad finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Irak vil være i reel risiko for at blive udsat for konkret og individuel forfølgelse omfattet af flygtningekonventionen, jf. udlændingeloven § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/48/KAA
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim (Al-sarkhi) af trosretning fra Al-Diwaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter al-Badr og de generelle forhold. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han om følge af sit tilhørsforhold til Al-sarkhi løbende har oplevet chikane og dårlig behandling fra al-Badr og at han frygter tvangsrekruttering. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sin konflikt med al-Badr-militsen fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor konflikten fandt sted, og om de nærmere omstændigheder ved konflikten, herunder om personerne fra al-Badr var uniformerede eller ikke. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremstår usandsynligt, at ansøgeren frivilligt skulle opsøge det sted, hvor al-Badr-militsen har sit hovedkvarter, når han som Al-sarkhi-tilhænger var klar over, at der var et modsætningsforhold mellem al-Badr og Al-sarkhi. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor længe efter konflikten med al-Badr han flygtede. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor og hvornår han fik udstedt sit pas. Ansøgeren har således dels forklaret, at han fik sit pas udstedt i Al-Diwaniyah, dels at han fik det udstedt i Bagdad. Hertil kommer, at der efter ansøgerens forklaring var tale om en konflikt af lav intensitet, idet ansøgeren har forklaret, at han kom op at skændes med medlemmer af al-Badr, og at det var ved at komme til slagsmål, men at en gruppe unge greb ind, hvorefter der ikke skete mere. Det forekommer derfor påfaldende, at ansøgeren har forklaret, at denne konflikt var den primære årsag til ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet finder på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af sit tilhørsforhold til Al-sarkhi-bevægelsen risikerer tvangsrekruttering til al-Badr-militsen. Flygtningenævnet finder på baggrund af Menneskerettighedsdomstolens afgørelse i sagen J.K. and Others vs. Sweden, præmis 55, ikke, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak er af en sådan karakter, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af ansøgerens blotte tilstedeværelse i Irak. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/46/STR
