Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og yazidi fra området […], som ligger i provinsen Ninawa, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at der vil opstå konflikter, hvis han ved en tilbagevenden til Irak skal bo i nærheden af muslimer eller arabere, idet han er etnisk kurder og yazidi af trosretning. Ansøgeren frygter desuden, at hans hjemby på ny vil blive besat af Islamisk Stat. I den forbindelse har ansøgeren henvist til, at hans hjemby er meget ødelagt som følge af besættelsen af Islamisk Stat. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans hjemby, […], blev besat af Islamisk Stat den [i sommeren] 2014, idet indbyggerne betragtes som vantro som følge af deres religion. Samme dag flygtede ansøgeren og hans familie til Sinjar-bjergene, hvor ansøgeren boede frem til sin udrejse [i sommeren] 2015. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke personligt har haft konflikter med myndighederne, organisationer eller andre persongrupper, og at ansøgeren og hans familie flygtede, da [ansøgerens hjemby] blev besat af Islamisk Stat. Efter de nu foreliggende baggrundsoplysninger har de kurdiske styrker nu fordrevet Islamisk Stat fra de fleste yazidi-områder, herunder Sinjar-området, og Islamisk Stat er trængt i defensiven militært fra flere sider. Uanset oplysningerne om de generelt vanskelige forhold i hjemlandet kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/23/SSM