Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har deltaget i en demonstration for kurdere, da han gik i mellemskole. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af Islamisk Stat og af partiet Patriotic Union of Kurdistan, såfremt han ikke tilslutter sig PUK, samt at PUK vil tvinge ham til at bære våben. Ansøgeren har i øvrigt henvist til, at sikkerhedssituationen i hjemområdet er dårlig. Til støtte for sin konflikt med Islamisk Stat har han oplyst, at byen Kirkuk, hvor ansøgeren boede, er omringet af Islamisk Stat, som dræber folk i området. Islamisk Stat har bortført og dræbt ansøgerens fætter i januar 2014, bortført og hugget hånden af ansøgerens nevø omkring marts 2014, og ansøgeren har til sin fætters begravelse og reception, i andre gæster påhør, truet med at ville dræbe folk fra Islamisk Stat, hvis han mødte dem. Ansøgeren har til støtte for sin konflikt med PUK oplyst, at han to gange i sommeren 2013 er blevet opsøgt af medlemmer af PUK, som spurgte, hvorfor ansøgeren ikke meldte sig ind i partiet. Han har ligeledes oplyst, at PUK slår folk ihjel, som ikke ønsker at tilslutte sig partiet, og at han havde en ven, der havde en konflikt med PUK og efterfølgende blev slået ihjel af den kurdiske efterretningstjeneste, som hører under PUK. Ansøgeren har desuden oplyst, at han har aftjent sin værnepligt i den irakiske hær, men ikke i PUK, og PUK derfor vil tvinge ham til at bære våben. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at de omstændigheder, ansøgeren gør gældende til støtte for sin ansøgning, ikke bevirker, at ansøgeren opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring ikke giver grundlag for at antage, at han er profileret i forhold til Islamisk Stat, eller at han konkret og individuelt risikerer forfølgelse fra PUK’s side. Vedrørende Islamisk Stat har Flygtningenævnet lagt vægt på, at hans udtalelser under fætterens begravelse fandt sted i januar 2014. Henvendelserne fra PUK med opfordring til medlemskab fandt sted i 2013, og ansøgeren er ikke senere blevet kontaktet af PUK. Idet ansøgeren først udrejste i oktober 2015 er der derfor ikke grundlag for at antage, at ansøgeren konkret og individuelt risikerer forfølgelse eller overgreb fra Islamisk Stats eller PUK’s side. Oplysningerne om den generelle sikkerhedssituation i ansøgerens hjemområde giver ikke grundlag for at anse alle, der kommer fra dette område, for omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/21/DH