Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er arabisk af etnicitet og shia-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hun vil blive slået ihjel eller straffet af hendes klan eller familiemedlemmer, idet hun er gift med en sunni-muslim og ikke går klædt som almindelige shia-muslimske kvinder. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til de generelle forhold i landet, idet hun ikke har noget netværk i landet. Ansøgeren flygtede i 2002 til Syrien grundet modsætningsforholdet til familien. Ansøgeren har ikke været i Irak siden. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, hun påberåber sig. Flertallet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren har givet udtryk for, at hun kommer fra en meget konservativ familie, hvilket stemmer mindre godt med moderens initiativ og arrangement af udrejsen til Syrien. Ansøgerens forklaring er på flere punkter divergerende, også i forhold til hendes ægtefælles forklaring, og forklaringen bærer præg af, at hun svarer afglidende, når der spørges nærmere ind til forhold omkring udrejsen og familien. Flertallet har herved taget i betragtning, at ansøgeren er psykisk påvirket af situationen. Forholdene omkring ansøgerens pro forma ægteskab af hensyn til udrejsen og ansøgerens forklaring herom er heller ikke overbevisende. Ansøgerens forklaring om modsætningsforhold til familien er også under nævnsmødet blevet skærpet, idet dette var medvirkende årsag til udrejsen fra Irak, mens det fremgår af de tidligere forklaringer, at udrejsen skyldtes krigen i Irak. Hertil kommer, at moderen har accepteret ægteskabet, og at ansøgeren ikke har modtaget trusler fra familien. Det bemærkes i den forbindelse, at moderen og søsteren kort tid efter vielsen valgte at rejse tilbage til Irak. Flertallet finder således ikke, at ansøgeren er i reel risiko for overgreb fra familien, således som hun har påberåbt sig. Flertallet finder således, at ansøgeren ved en eventuel tilbagevenden til Irak på ny vil kunne tage ophold hos familien. Flertallet findes således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Det bemærkes, at Flygtningenævnet ikke har kompetence til at tage stilling til, om ansøgeren af andre grunde end efter bestemmelserne i udlændingelovens § 7 skal meddeles opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2015/19
