irak201518

Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 1992.

Flygtningenævnet udtalte:

Klageren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra […] i Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagsakterne fra Udlændingestyrelsen, at klageren indrejste i Danmark første gang [i sommeren] 1992. [i sensommeren] 1992 blev klageren meddelt opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs 7, stk. 2 (de facto). Den [i efteråret] 1997 blev klageren meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Senest [i vinteren] 2014 har Udlændingestyrelsen besluttet, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet efter udlændingelovens § 17, stk. 1, og stk. 4, og § 17 a, stk. 1, og stk. 2. Ifølge Det Centrale Personregister, udrejste klageren til Irak [i vinteren] 2011. Efter udrejsen opholdt klageren sig i Irak hos sin moster i byen Basra i området […] i omkring 3 måneder, hvorefter han flyttede på hotel. En aften blev klageren opsøgt af den irakiske efterretningstjeneste på hotellet. Efterretningstjenesten undersøgte beboerne på hotellet, og bad klageren fremvise sit statsborgerskabsbevis. Klageren var ikke i besiddelse af sit originale irakiske statsborgerskabsbevis, idet han havde afleveret det til myndighederne i forbindelse med pasudstedelse, hvorfor efterretningstjenesten bad ham fremskaffe det. Da klageren havde fået sit stabsborgerskabsbevis retur, fremviste han det til en efterretningsagent, som mente, at kortet var falsk. Efterfølgende kom der to mænd fra efterretningstjenesten til klagerens hotelværelse, som kontaktede statsborgerskabsbeviskontoret, som kunne bekræfte, at klagerens bevis var ægte. En måned senere blev klageren igen opsøgt af bevæbnede mænd fra efterretningstjenesten, som spurgte til ham, men ellers lod ham være. Da efterretningstjenesten havde fået bekræftet, at klagerens dokumenter var ægte, var forholdet afsluttet. Klageren flyttede tilbage til mosteren i omkring en måned, hvorefter han flyttede til et andet hotel, hvor han boede, indtil han udrejste til Thailand. Efter et års ophold i Thailand tog klageren tilbage til Irak, hvor han opholdt sig seks måneder i Basra, dels hos sin moster og dels på et hotel. Herefter tog klageren til Jordan og derefter tilbage til Thailand, hvor han opholdt sig i seks måneder, hvorefter han tog direkte til Danmark i 2014. I [vinteren 2013], medens klageren opholdt sig i Irak, ringede han anonymt til en egyptisk tv-kanal, som tillod Irak-kritiske indslag i sine programmer, og udtalte sig kritisk om den irakiske regering. Det lægges til grund, at klageren udrejste [i vinteren] 2011 til Irak med henblik på repatriering med hjælp fra Dansk Flygtningehjælp, at han frivilligt tog ophold i hjemlandet, at han først [i efteråret] 2014 indgav ansøgning om, at hans opholdstilladelse ikke var bortfaldet, og at klageren i det mellemliggende tidsrum efter udrejsen [i vinteren] 2011 ikke på noget tidspunkt tog kontakt til de danske myndigheder angående opholdstilladelsen. Selvom klageren for Flygtningenævnet har oplyst, at han i [sensommeren] 2012 ledte efter en dansk repræsentation i Irak foretog han sig ikke videre, selvom hans søgning ikke gav noget resultat. Efter de fremlagte dokumenter sammenholdt med klagerens egen forklaring må det antages, at klageren har fået fornøden vejledning om repatrieringen. Den omstændighed, at klagerens underskrift ikke foreligger på erklæring om frivilligt frafald af opholdstilladelse, kan efter det foreliggende ikke føre til en ændret vurdering. Klageren har videre oplyst, at han har en stor familie i Irak og at han skriver og taler arabisk. Da klageren som anført har taget frivilligt ophold i hjemlandet, og når der henses til længden af opholdet i udlandet er klagerens opholdstilladelse bortfaldet, og der er efter det foreliggende heller ikke grundlag for at træffe bestemmelse efter udlændingelovens § 17 a, stk. 2 eller træffe bestemmelse om dispensation efter udlændingelovens § 17, stk. 3. Det skal særligt bemærkes, at oplysningerne om klagerens tilknytning til Danmark ikke har en sådan karakter, at de kan føre til et andet resultat. Hertil kommer, at klageren tidligere har haft langvarige ophold i udlandet fra 2002-2004 og fra 2005-2009, ligesom han har været involveret to gange i sager om bortfald af opholdstilladelsen. Endeligt valgte klageren at repatriere, selvom han havde en herboende ægtefælle. Hverken klagerens oplysninger om henvendelserne fra efterretningstjenesten indrejsen eller hans telefoniske opkald til den egyptiske tv-station kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Henvendelserne fra efterretningstjenesten ophørte, da klagerens identitet blev fastlagt i 2012, ligesom han fik udstedt et irakisk pas. Klagerens telefoniske opkald til tv-stationen skete anonymt. Hertil kommer, at udtalelserne til tv-stationen efter det foreliggende må betegnes som værende af mere generel karakter, ligesom klageren, der ikke har været politisk aktiv fremstår helt uprofileret i offentligheden. Klageren har endvidere kunnet ind- og udrejse legalt flere gange af Irak. Den chikane, som klageren i øvrigt har oplyst at være blevet udsat for, har heller ikke haft et sådant omfang og intensitet at den kan sidestilles med forfølgelse efter udlændingelovens § 7. Oplysningerne om de generelt vanskelige forhold i hjemlandet kan heller ikke føre til nogen ændret vurdering. Sammenfattende er klagerens opholdstilladelse bortfaldet, og der er ikke grundlag for at tilladelsen ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17 a, stk. 1 og stk. 2, jf. § 17, stk. 1, jf. stk. 4 og stk. 3. Det kan ikke lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingelovens § 31 er herefter ikke til hinder for klagerens udsendelse til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2015/18