irak201517

Nævnet meddelte i efteråret 2015 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. I vinteren 2009 meddelte Flygtningenævnet ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I sommeren 2009 stadfæstede Flygtningenævnet afgørelsen. I sommeren 2009 blev ansøgeren meddelt afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 3. I sommeren 2009 blev ansøgeren meddelt afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1. I foråret 2010 meddelte Flygtningenævnet ansøgeren afslag på genoptagelse af asylsagen. I vinteren 2010 blev ansøgeren meddelt afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 3. I vinteren 2011 blev ansøgeren meddelt afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3. I vinteren 2011 blev ansøgeren udsendt til Irak. Omkring efteråret 2011 genindrejste ansøgeren i Danmark. I sommeren 2013 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I vinteren 2014 stadfæstede Flygtningenævnet afgørelsen. I efteråret 2014 hjemviste nævnet sagen til fornyet førsteinstans behandling på grund af de generelle forhold i Mosul-området. 
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk kurder fra Mosul, Irak, og er sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af Islamisk Stat (IS), fordi han er etnisk kurder. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren må antages at være i reel risiko for overgreb fra IS, såfremt han på ny tager bopæl i Mosul, hvorfra han stammer, alene som følge af sin baggrund og tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder, at KRI generelt set opfylder betingelserne for at kunne tjene som internt flugtalternativ. Flygtningenævnets flertal finder imidlertid ikke, at det efter de foreliggende omstændigheder vil være rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i KRI. Flertallet lægger herved ikke alene vægt på ansøgerens personlige situation, men tillige at han ingen tilknytning har til KRI, at han kun har få kendte familiemedlemmer, hvoraf nogle bor i Danmark, og navnlig at ansøgeren er indrejst i Danmark som 17-årig og bortset fra et ganske kortvarigt ophold i Mosul har opholdt sig i Danmark i de seneste syv år. Flygtningenævnet meddeler derfor den irakiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2015/17