Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Babel, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt eller fængslet af civilbefolkningen eller af forskellige militære grupper, herunder al-Asaeb ahl al-Hak, Battalion og Jeysh al-Iman, idet hans fader har været tilknyttet Saddam Husseins regime. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter den generelle sikkerhedssituation i Irak, ligesom han frygter, at ISIS vil dræbe alle i hans hjemområde. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at hans fader flyttede fra familiens bopæl efter Saddam Husseins fald i 2003, og at bopælen herefter blev ransaget et ukendt antal gange af ukendte personer, som ville dræbe hans fader. Ansøgerens moder har fortalt ham, at personerne tilhørte grupperingerne al-Asaeb ahl al-Hak, Battalion og Jeysh al-Iman. Endvidere blev der skudt henover familiens bopæl et ukendt antal gange i perioden. Både ransagningerne og skudepisoderne fortsatte frem til ansøgerens udrejse i ultimo 2011. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han blev udsat for chikane og at han, da han var ni til ti år gammel blev overfaldet af nogle børn og slået, blandt andet med kæp, hvorved hans fod blev brækket. Vedrørende Bulgarien, hvor ansøgeren fik opholdstilladelse i 2012, og hvor han boede frem til 2014, har ansøgeren oplyst, at familien ikke kunne leve i landet, da de ikke fik økonomisk støtte eller hjælp fra myndighederne. Der var udbredt racisme i Bulgarien, og ansøgeren og hans søster er blevet angrebet eller truet flere gange. Flygtningenævnet lægger på det foreliggende grundlag ansøgerens forklaring til grund om, at han efter 2003 har været udsat for chikane i hjemlandet, fordi faderen havde arbejdet for Saddam Hussein. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at den chikane, som han har været udsat for, har haft en karakter og en intensitet, så den i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at den alvorligste episode, hvor ansøgeren blev slået, så hans fod brækkede, efter hans forklaring har ligget tilbage i 2003 til 2004. Flygtningenævnet lægger tillige vægt på, at ansøgeren ikke i sagens forløb, har kunnet forklare overbevisende om chikanens og ransagningernes omfang i tiden lige op til udrejsen af Irak. Da ansøgeren på det tidspunkt havde en sådan alder, at han burde have kunnet redegøre nærmere herfor, finder Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at interessen for faderen og chikanen har vedvaret med samme styrke helt frem til 2011. Dette støttes også af, at ansøgeren har kunnet forblive boende på bopælen sammen med sin moder og sine søskende i hele perioden. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for asylrelevante forhold. Dette støttes tillige af, at ansøgerens moder og søstre vendte tilbage til Irak i 2014 og tog ophold på den tidligere bopæl. Det støttes tillige af, at faderen, umiddelbart forud for nævnsmødet har søgt om økonomisk støtte ved frivillig hjemrejse og i den forbindelse har frafaldet sin asylansøgning. Faderen må således have vurderet, at han på nuværende tidspunkt kan vende tilbage til hjemlandet. De generelle forhold i Irak er ikke i sig selv asylbegrundende. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2015/14
