Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Babel, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af militæret eller militser, idet de vil mistænke ham for at være tilhænger af Baath-partiet, idet hans fader har været tilknyttet partiet. Ansøgeren har videre henvist til, at det ikke vil være muligt for ham at tage en uddannelse i Irak. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at han blev udsat for chikane i Irak efter Saddam Husseins fald i 2003. Hans fader forlod familiens bopæl i samme periode, og ansøgerens families bopæl blev udsat for gentagne ransagninger af personer, der ledte efter ansøgerens fader. Både chikanen og ransagningerne fortsatte frem til ansøgerens udrejse i 2011. Vedrørende Bulgarien, hvor ansøgeren fik opholdstilladelse i 2012, og hvor han boede frem til 2014, har ansøgeren oplyst, at han ikke kan tage ophold i landet, da han ikke vil få økonomisk støtte, ligesom han vil blive nødt til at arbejde, således at han ikke kan tage en uddannelse. Han har videre henvist til, at hans moder og søster ikke vil kunne besøge ham, idet kvinder med tørklæde ikke kan gå frit på gaden. Han boede sammen med sin familie i Bulgarien. Under opholdet blev ansøgeren, hans moder og søster udsat for gentagne overfald af personer med tilknytning til Attack-bevægelsen. Flygtningenævnet lægger på det foreliggende grundlag ansøgerens forklaring til grund om, at han efter 2003 har været udsat for chikane i hjemlandet, fordi faderen havde arbejdet for Saddam Hussein. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at den chikane, som han har været udsat for, har haft en karakter og en intensitet, så den i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet lægger tillige vægt på, at ansøgeren ikke i sagens forløb, har kunnet forklare overbevisende om chikanens og ransagningernes omfang i tiden lige op til udrejsen af Irak. Da ansøgeren på det tidspunkt havde en sådan alder, at han burde have kunnet redegøre nærmere herfor, finder Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at interessen for faderen og chikanen har vedvaret med samme styrke helt frem til 2011. Dette støttes også af, at ansøgeren har kunnet forblive boende på bopælen sammen med sin moder og sine søskende i hele perioden. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for asylrelevante forhold. Dette støttes tillige af, at ansøgerens moder og søstre vendte tilbage til Irak i 2014 og tog ophold på den tidligere bopæl. Det støttes tillige af, at faderen, umiddelbart forud for nævnsmødet har søgt om økonomisk støtte ved frivillig hjemrejse og i den forbindelse har frafaldet sin asylansøgning. Faderen må således have vurderet, at han på nuværende tidspunkt kan vende tilbage til hjemlandet. De generelle forhold i Irak er ikke i sig selv asylbegrundende. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2015/13
