irak201512

Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014.

Flertallet af Flygtningenævnets medlemmer udtalte:

”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter shia-muslimske militser. I sommeren 2007 omkring klokken 17.00 blev ansøgeren kidnappet fra sin bopæl af medlemmer af Jaish al-Mahdi militsen. De kidnappede ham, fordi han er sunni-muslim. De kom i to biler og kørte ansøgeren væk. Personerne, der kidnappede ham, var maskerede og bevæbnede. To af personerne havde militærtøj på, og de fire andre havde sort tøj på. De bagbandt ham og gav ham bind for øjnene, inden de tvang ham i bilen og kørte ham væk. Han blev kørt til et hus og blev indespærret i et rum. Efter 4 til 5 timer ringede de til hans moder og sagde, at hvis hun ikke betalte en løsesum på 50.000 dollars, ville de slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren blev hængt op i reb og blev slået. Han var tilbageholdt i omkring en uge. Hans familie måtte betale en løsesum på 30.000 dollars for at få ham tilbage. Ansøgerens moder afleverede pengene, og efterfølgende blev ansøgeren løsladt. Ansøgeren tog herefter ophold hos et andet familiemedlem i Bagdad, inden han udrejste af Irak. Ansøgeren flygtede først til Tyrkiet og derefter til Bulgarien, hvor han opholdt sig i perioden fra slutningen af 2007 til 2014, svarende til omkring syv år. Efter ansøgerens udrejse er hans moder og to brødre i 2014 udrejst til Tyrkiet, idet de modtog trusler, fordi de er sunni-muslimer. Ansøgeren kan ikke vende tilbage til Bulgarien, idet han har revet sin opholdstilladelse i stykker, og fordi hans liv blev ødelagt i Bulgarien. Han fik således ikke lommepenge, der var ikke mulighed for at finde et sted at bo, og der var ikke adgang til at gå i skole. Han manglede basale menneskerettigheder. Han blev syg af epilepsi i 2013 på grund af det, han blev udsat for i Bulgarien. Han skulle selv betale for behandlingen. Han blev på et tidspunkt udsat for et racistisk motiveret knivoverfald. Politiet kom til stede og kørte ham til hospitalet, men han foretog ingen anmeldelse. Flygtningenævnet finder ikke grund til at betvivle ansøgerens forklaring om, at han har været kidnappet, men blev løsladt efter familien havde betalt løsepenge. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren i det væsentlige har forklaret konsistent om denne del af sit asylmotiv. Flygtningenævnets flertal finder, at handlingen i det væsentligste må betragtes som led i kriminel aktivitet, men henset til, at ansøgeren allerede har været i kriminelle gruppers søgelys, og at hans familie var kendt i byen som velstående, og det af baggrundsmaterialet fremgår, at kidnapninger fortsat foregår, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren tilstrækkeligt har sandsynliggjort, at han konkret ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for overgreb af samme karakter. Ansøgeren findes derfor omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at de generelle forhold for sunni-muslimer i Bagdad ikke er asylbegrundende, og der findes ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse ansøgeren for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flertallet af Flygtningenævnet finder, at ansøgeren kan henvises til at søge beskyttelse i Bulgarien i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere udlændingelovens § 7, stk. 3). Flertallet lægger vægt på, at ansøgeren har opnået beskyttelsesstatus i Bulgarien, at han har kunnet opholde sig der i syv år, at han har haft bolig, om end det var sammen med andre, arbejde og reelt har haft adgang til lægehjælp. Flygtningenævnets flertal tillægger det også en vis vægt, at ansøgeren ved indrejsen i Danmark begrundede sin udrejse af Bulgarien med, at han havde læst en udtalelse fra den danske justitsminister om, at Danmark ikke sendte asylansøgere tilbage til Bulgarien. Flygtningenævnet finder derfor, at Bulgarien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4.” Irak/2015/12