Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst på et ukendt tidspunkt.
Sagen er fremmet i medfør af Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, idet ansøgeren er udeblevet uden lovligt forfald. Ansøgeren er etnisk […] og kristen af trosretning fra Baghdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter Saddam Hussein og Saddam Husseins regime. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke har nogen familie eller et livsgrundlag at vende tilbage til i Irak. Ansøgeren frygter at blive indkaldt til det irakiske militær, fordi han frygter at blive dræbt. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak vil blive betragtet som forræder som følge af sin udrejse af Irak, og at han blev udsat for chikane og mobning af de andre elever i skolen, idet han ikke ønskede at indmelde sig i Saddam Husseins organisation. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive bortført af Islamisk Stat. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Irak risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. § 7, stk. 2. Flygtningenævnet læg-ger herved vægt på, at den omstændighed, at ansøgeren ikke har familie eller livsgrundlag i Irak, ikke er asylbegrundende. Det samme gør sig gældende i relation til ansøgerens frygt for at blive dræbt i forbindelse med indkaldelse til militærtjeneste. Heller ikke den verbale chikane som for mange år siden under det tidligere styre blev rettet imod ansøgeren, sandsynliggør, at ansøgeren vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse ved tilbagevenden i dag. Endelig kan hverken det anførte vedrørende Islamisk Stat eller de generelle forhold for kristne […] i Irak i sig selv give grundlag for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændin-gestyrelsens afgørelse. Irak/2015/10