Nævnet omgjorde i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse i en inddragelsessag vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. I 2007 blev klageren meddelt opholdstilladel-se efter udlændingelovens § 7, stk. 2 (B-status) af Udlændingestyrelsen. I 2012 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om inddragelse af klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1.
Flygtningenævnet udtalte:
”at Udlændingestyrelsen meddelte i sommeren 2007 klageren opholdstilladelse efter udlændingelo-vens § 7, stk. 2. Det fremgår af den oprindelige asylsag, at klageren som asylmotiv henviste til, at han i perioden 2004 til 2007 har arbejdet for de britiske og danske styrker i Irak, hvorfor han frygtede at blive dræbt af blandt andet Al-Mehdi militsen. Siden klageren blev meddelt opholdstilladelse i sommeren 2007, har han to gange været rejst tilbage til Irak på ferie, hvor han opholdt sig hos sin tidligere ægtefælle og yngste søn i Basra, hvoraf den seneste rejse var i begyndelsen af 2012. Klageren har ligeledes problemfrit søgt om og fået udstedt irakisk nationalitetspas i Bagdad i 2009. Udlændingestyrelsen inddrog på denne baggrund klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Det er forholdene i klagerens hjemland på Flygtningenævnets afgørelsestidspunkt, der er afgørende for, hvorvidt der skal ske inddragelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 af klagerens opholdstilladelse. Udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 skal administreres i overensstemmelse med Flygtningekonventions art. 1 C herunder i den konkrete sag navnlig efter punkt 1 og punkt 5. Ved vurderingen af de generelle forhold i hjemlandet skal Flygtningekonventionens art. 1 C, punkt 5 fortolkes restriktivt. Bevisbyrden påhviler værtslandet. Selvom det tilkommer de enkelte medlemsstater at vurdere, om ophørsgrundene skal bringes i anvendelse, bør tillige UNHCR’s vurderinger inddrages i Flygtningenævnets afgørelser. Efter international flygtningeret, herunder UNHCR’s Handbook og noter, sammenholdt med hidtidig praksis i Flygtningenævnet, fremgår det, at betingelserne for ophør af flygtningestatus er, at der skal være tale om fundamentalt ændrede forhold, herunder af sikkerhedssituationen, og at der skal være om en varig, stabil og effektiv forandring. Efter det foreliggende baggrundsmateriale er der ikke en sket en sådan fundamental, stabil og varig forbedring af den sikkerhedsmæssige situation i hjemlandet, som efter en vurdering af de generelle forhold giver grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse. Ved vurderingen af klagerens personlige forhold efter Flygtningekonventions art. 1 C, punkt 1 må det tillægges vægt, at klageren igennem familie i hjemlandet erhvervede et irakisk nationalitets pas, og at klageren i begyndelsen af 2011 og i begyndelsen af 2012 to gange har været på besøg i Basra. Efter Handbook punkt 122 vil opnåelse af nationalitetspas i fravær for bevis for det modsatte blive anset som grundlag for ophør af flygtningestatus. Imidlertid må det efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at formålene med besøgene i hjemlandet var en afklaring af forholdet til ægtefællen, samt at klageren ville se sin yngste søn, ligesom besøgene var kortvarige. Hertil kommer at klageren har arbejdet som tolk for de allierede, som i brede kredse i Irak anses for besættelsesstyrker, og at den egentlige baggrund for klagerens opholdstilladelse ikke har været et modsætningsforhold til myndighederne, men at myndighederne ikke har været i stand til at beskytte ham. Under disse særlige omstændigheder findes erhvervelsen af det irakiske pas og de to rejser til Irak ikke i sig selv at burde medføre ophævelse af den erhvervede beskyttelsesstatus, jf. Handbook punkt 119 til 121 samt 123. Sammenfattende findes der hverken efter en vurdering af de generelle forhold i Irak eller efter vurdering af klagerens konkrete forhold at være grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Der er ikke herved taget stilling til, om der foreligger andre grunde til, at opholdstilladelsen ikke bør inddrages. Flygtningenævnet omgør derfor allerede af denne grund Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af klagerens opholdstilladelse, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.”
