irak20131


Nævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2011.

Flygtningenævnet udtalte:

”At ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra Zakho, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter overgreb fra sin far. Ansøgeren, der var lovet bort til sin fætter, indledte uden sin families kendskab et forhold til […], som er dansk statsborger. Da hendes far på et tidspunkt opdagede, at hun talte i telefon med […], slog han hende, tog telefonen fra hende og fremsatte dødstrusler, hvorefter hun flygtede med sin venindes fars hjælp. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under behandlingen af asylsagen har forklaret divergerende og på, at ansøgerens forklaring endvidere fremstår utroværdig, ligesom ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret upræcist og afglidende vedrørende centrale punkter i begivenhedsforløbet på en sådan måde, at dette ikke fremstår selvoplevet. Ansøgeren forklarede således til motivsamtalen den […]2012, at hun og […] mødtes i hendes fars forretning et par gange, hvorimod hun til samtalen med Udlændingestyrelsen den […] 2012 oplyste, at de ikke sås i hendes fars forretning. Ansøgeren har endvidere for Flygtningenævnet forklaret, at hendes far ikke spurgte til hendes og […] forhold, efter at […] havde anmodet om hendes hånd, hvorimod ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen den […] 2012 har forklaret, at faren spurgte, om hun havde noget ”kørende” med […], hvilket ansøgeren benægtede, hvorefter faren gav hende en lussing. Det forekommer blandt andet utroværdigt, at ansøgeren og […] indledte et seksuelt forhold uden at være gift, og at det skete i en park, hvor folk normalt holdt picnic, at ansøgerens venindes far hjalp hende med at flygte, og at flugten blev finansieret af en medgift betalt af ansøgerens fætters familie på 6.500 USD. Ansøgeren har for Flygtningenævnet trods flere opfordringer blandt andet ikke kunnet forklare, om det var dag eller nat, da hendes far opdagede telefonsamtalen med […] og fremsatte dødstrusler mod hende. At ansøgerens ægtefælle og barn bor i Danmark er ikke et forhold, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. irak/2013/1