Nævnet omgjorde i januar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse i en bortfaldssag vedrørende en til en kvindelig statsborger fra Irak samt barn. Indrejst i 1999. Udlændingestyrelsen traf i 2009 afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 (de facto status), var bortfaldet. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag, idet klageren opholder sig i udlandet.
Flygtningenævnet udtalte:
”At klageren indrejste i Danmark i foråret 1999 sammen med sine tre børn, døtrene […] og […] og sønnen […]. Klageren og hendes tre børn blev i slutningen af1999 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 (de facto). Det fremgår af det centrale personregister, at klageren og hendes to døtre udrejste til Irak i sommeren 2005. Klageren har oplyst, at de udrejste til Iran og aldrig repatrierede til Irak. Flygtningenævnet finder, at det kan lægges til grund, at klageren og hendes børn har opgivet deres bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1. Efter det oplyste udrejste klageren og hendes to døtre i sommeren 2005 til Iran, hvor de siden har opholdt sig sammen med klagerens søn. Klageren valgte at udrejse til Iran, idet hun ikke kunne undvære sin søn, der på daværende tidspunkt opholdt sig i Iran i faderens varetægt. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at klageren og hendes børn har opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at det ikke kan lægges til grund, at klageren og hendes børn har opnået beskyttelse i et tredjeland, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Flertallet har herved lagt vægt på, at der har været tale om et illegalt ophold, som efter de iranske myndigheders kendskab hertil har resulteret i dagsbøder udstedt af de iranske myndigheder. Det illegale ophold har endvidere givet sig udslag i manglende mulighed for skolegang for klagerens børn. Flygtningenævnets flertal finder videre, at det kan lægges til grund, at den manglende anvendelse af de fremsendte fremmedpas skyldes, at klageren har været forhindret i at udrejse sammen med børnene. Nævnet har herved lagt vægt på, at den manglende udnyttelse af fremmedpassene, ifølge de seneste oplysninger fremkommet ved advokatens indlæg af […] skyldes, dels at børnenes fader oprindeligt har forhindret klageren i at medtage børnene til Danmark, dels at de iranske myndigheder har stillet betaling af førnævnte bøder som betingelse for udrejse. Klagerens økonomiske forhold har indtil nu ikke muliggjort betaling af bøderne. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund, at faderen til klagerens børn, efter det af klageren oplyste, ikke længere forhindrer klagerens og hendes børns samlede udrejse, og at klagerens økonomiske situation nu muliggør en udrejse. Flygtningenævnet omgør derfor afgørelsen fra Udlændingestyrelsen af vinteren 2009, således at klageren, […] samt barn, fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. ” irak/2012/1
