Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
At ansøgeren er soranitalende kurder fra Kirkuk og muslim. Han har ingen tilknytning til KRI, hvor han aldrig har været. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af en oprørsgruppe, der i efteråret 2008 truede ham telefonisk og 8 dage senere ved en sms. Ansøgeren arbejdede på daværende tidspunkt som vagt ved et oliefelt nord for Kirkuk, hvor der var amerikanske og britiske tropper. Organisationen forlangte, at han ophørte hermed. To måneder senere fik han et trusselsbrev med et lignende indhold. I efteråret 2009 blev ansøgeren overflyttet til oliefeltet […] syd for Kirkuk. De lokale arabere skød flere gange mod ansøgeren og de andre vagter, der blev kaldt forrædere. De lokale forlangte, at vagterne ikke fortalte deres overordnede, at det var dem, som stjal olie og lagde vejsidebomber. Ansøgeren ophørte med at arbejde som vagt i foråret 2010 og forlod Irak i efteråret 2010. Flygtningenævnet finder ikke, at det kan lægges til grund, at utilfredsheden med vagterne fra de lokale landsbybeboere særskilt var rettet mod ansøgeren, der næppe har været særligt profileret. Det kan herefter ikke antages, at ansøgeren nu er udsat for risiko for forfølgelse fra disse landsbybeboere. Ved vurderingen af de trusler om, at ansøgeren skulle ophøre med at være vagt for udlændinge, som ansøgeren oplyser, at han i 2008 har fået fra en oprørsgruppe, må indgå, at ansøgeren efter truslerne blev boende i sin hidtidige bolig i Kirkuk. Hertil kommer, at ansøgeren ikke selv tog truslerne mere alvorligt end, at han opgav at gennemføre politianmeldelsen heraf i 2008 alene fordi, der var travlt på politistationen den dag i 2008, hvor han mødte op for at anmelde forholdet. Endvidere må henses til, at ansøgeren i over et år fortsatte med vagtarbejdet og rejste frem og tilbage til arbejdspladsen med offentlige transportmidler, uden at bevægelsen fulgte op på truslen. Der er herunder ikke konkrete omstændigheder, der tyder på, at bevægelsen har eftersøgt ansøgeren, hverken før eller efter, at ansøgeren ophørte med at være vagt i foråret 2010 og udrejste i efteråret 2010. Samlet set finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak er i en reel risiko for at blive udsat for sådanne overgreb, at han opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2011/14
