Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning, født og opvokset i Mosul. Han havde ikke været medlem af politiske partier eller været politisk aktiv. Han havde ikke haft problemer med myndighederne i hjemlandet. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til en konflikt mellem faderen, der havde været kaptajn i nationalgarden, og en navngiven person, der ifølge ansøgeren havde slået ansøgerens forældre ihjel i foråret 2009. Ansøgeren havde som led i denne konflikt været tilbageholdt af den navngivne person, der havde udsat ham for tortur, og ansøgeren frygtede nu at skulle lide samme skæbne som forældrene. Efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler det en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde forklaret sammenhængende og overbevisende om sine forhold og sit asylmotiv. Ansøgerens forklaring om tidsmæssige forløb fremstod således divergerende og usammenhængende. Det var endvidere indgået i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgerens fingeraftryk var registreret i Grækenland i sommeren 2008, hvor ansøgeren efter sin forklaring havde opholdt sig i Irak. Det var påfaldende, at ansøgeren – uanset at han tidligere var blevet foreholdt de optagne fingeraftryk i Grækenland – først under nævnsmødet havde forklaret, at han under rejsen til Danmark i foråret 2009 fik taget sine fingeraftryk i et ukendt land. Det bemærkedes yderligere, at ansøgerens id-kort af Rigspolitiet var blevet vurderet som eftergjort, og at ansøgeren, der under nævnsmødet havde fastholdt, at han var født i foråret 1992, ifølge personundersøgelseserklæringen fra retspatologisk afdeling var vurderet til at have en alder mellem 19 og 23 år. Flygtningenævnet fandt efter en samlet vurdering ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet fandt på den baggrund, at der ikke var grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold i Irak, herunder den vanskelige sikkerhedssituation, kunne ikke i sig selv medføre opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Irak/2010/7.
