Irak20105

Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Irak. Indrejst i 2009. Ansøgeren var i 2004 blevet gravid uden for ægteskabet med en irakisk mand bosiddende i Danmark. Herefter var ansøgeren flyttet til Mosul, hvor hun havde opholdt sig indtil starten af 2009. I sommeren 2008 var hendes fader blevet bekendt med, at hun opholdt sig i Mosul. Hun udrejste af Irak i starten af 2009, idet hun fra sin familie havde hørt, at hendes fader planlagde at dræbe hende. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerens asylmotiv var frygt for æresdrab fra ansøgerens faders side. Ansøgeren havde boet i Mosul i lidt mere end 4 år - hvorunder hun havde gennemført en universitetsuddannelse - efter at hendes fader, som havde boet i en anden, navngiven by, var blevet klar over, at ansøgeren var blevet gravid udenfor ægteskab. Ansøgerens forklaring om hændelsesforløbet i forbindelse med, at faderen havde fået at vide, at hun havde været gravid, hendes flugt til Mosul samme dag, forklaringen om, at faderen i sommeren 2008 havde været klar over, at hun havde opholdt sig i Mosul, og den omstændighed, at ansøgeren først var udrejst i begyndelsen af 2009, bestyrkede ikke asylmotivet. Derimod fandt Flygtningenævnet, at faderen havde kunnet udføre æresdrabet i den mellemliggende periode, hvis han havde villet det. Flygtningenævnet kunne derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren risikerede æresdrab, hvis hun vendte tilbage til Irak. Derfor opfyldte ansøgeren ikke betingelserne i udlændingelovens § 7. Irak/2010/5