Irak201048


Nævnet stadfæstede i december 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008.

Flygtningenævnet udtalte:

”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra en navngiven by i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens fader har kæmpet for oppositionen mod Saddam Husseins regime, inden han udrejste til Danmark i 2000. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han har arbejdet som tolk for de amerikanske styrker i perioden 2005 til 2006 og at han efterfølgende har modtaget et antal trusselsbreve, og at hans forretning blev brændt ned i 2008. Det påhviler ansøgeren at sandsynliggøre sit asylmotiv. Nævnet finder ikke at kunne lægge ansøgers forklaring til grund, da denne fremstår inkonsistent og upræcis og på flere afgørende punkter divergerende. Ansøger har således forklaret divergerende om tidsrummet for sit angivelige arbejde for et privat sikkerhedsfirma, forløbet forud for denne ansættelse, ligesom ansøger ikke har kunnet give en troværdig forklaring på, hvorfor der på det fremlagte id-kort står anført, at han er security guard med våbentilladelse, eller hvorfor det fremlagte adgangskort fremstår som udstedt af en amerikansk militærenhed for en kortere periode. Nævnet finder endvidere ikke, at det fremstår som sandsynligt, at ansøger skulle have været taget med af de amerikanske styrker ud til ransagninger og andre straffeprocessuelle handlinger, når han efter sit eget udsagn alene talte et middelmådigt engelsk. Hertil kommer, at ansøgers forklaringer ikke fremstår som selvoplevet. For så vidt angår de fremlagte kopier af to trusselsbreve bemærker nævnet, at disse ikke er daterede eller underskrevet, at de har to forskellige afsendere og at de angiveligt er modtaget 2 til 2½ år efter, at ansøger angiveligt skulle have arbejdet for det private sikkerhedsfirma. Årsagen til nedbrændingen af ansøgers forretning beror alene på ansøgers formodning for, at det er udført af afsenderne af trusselbrevene og har sammenhæng med det påberåbte arbejde for sikkerhedsfirmaet. Nævnet finder herefter ikke, at der er grund til at efterprøve de fremlagte dokumenter. Faderens forhold til det tidligere styre kan ikke føre til et andet resultat, særligt ikke da faderen efter ansøgerens egen forklaring fortsat har indflydelsesrige venner og bekendte i den nuværende regering. På den baggrund finder nævnet ikke, at der er risiko for, at ansøgeren vil blive udsat for forfølgelse i sit hjemland som omtalt i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Irak/2010/48