Irak201041


Flygtningenævnet stadfæstede i september 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak.

Flygtningenævnet udtalte:

”Det lægges til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra en navngiven by i Tikrit-provinsen i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af en terrorgruppe fra ved navn al Tawheed wa al Jihad, som har fremsat verbale trusler og fremsendt et trusselsbrev til ansøgerens fader om at slå ansøgeren ihjel, såfremt faderen ikke ville forgifte brød, som solgtes til medlemmer af KDP. Det må efter ansøgerens egen forklaring tillægges vægt, at der fra gruppens side var tale om to og højst tre henvendelser til faderen, at den sidste henvendelse bestod i det ovenfor nævnte trusselsbrev, at henvendelserne skete inden for en kortere periode omkring sommeren 2008, at truslerne aldrig blev realiseret, at der ikke har været tale om yderligere henvendelser til familien efter aflevering af trusselsbrevet, og at familien har solgt huset med bageriet og flyttet til en anden adresse, hvor de har opholdt sig uden problemer. Det skal videre bemærkes, at ansøgeren har oplyst, at han senest har været i kontakt med sin familie for tre til fire måneder siden. De generelt vanskelige forhold i hjemlandet kan hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle vær i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Irak/2010/41