Nævnet stadfæstede i juli 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er født og opvokset i Erbil, etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, og han havde ikke i øvrigt været politisk aktiv. Han havde ikke haft problemer med de kurdiske myndigheder. Ansøgeren havde som sit asylmotiv anført, at han var i reel risiko for alvorlige overgreb, herunder eventuelt æresdrab, i anledning af, at han efter sine egne oplysninger havde udvekslet breve og talt to gange med en navngiven pige, som han havde mødt på vej til og fra skole, idet hun havde gået i en nærliggende skole. Forbindelsen havde varet i cirka et års tid, mens de havde gået i 2. og 3.g. Under sin sidste samtale med hende, som havde fundet sted ved en bagindgang til hendes skole, var han blevet antruffet af flere personer, hvoraf den ene person havde udøvet vold mod ham og havde frataget ham hans mobiltelefon, hvorpå der havde været et fotografi af pigen. Derefter var han med vold blevet tvunget ind i bilen og blevet truet med, at han ville blive slået ihjel, idet vedkommende havde oplyst til ansøgeren, at han var pigens fætter og var forelsket i hende. Ansøgeren var undsluppet fra bilen efter at have været udsat for yderligere fysiske overgreb. Herefter havde han gemt sig hos sin moster. Efter nogle dage var han udrejst af hjemlandet. Flygtningenævnet fandt, at der havde været en lang række divergerende oplysninger i sagen. Ansøgeren havde således forklaret divergerende om, hvorledes han havde udvekslet breve med pigen, i hvilket omfang han var blevet udsat for overgreb fra pigens fætter og de øvrige personer i bilen, samt hvorvidt han overhovedet havde været inde i pigens fætters bil eller ej. Han havde endvidere forklaret noget divergerende om, hvordan fotografiet af pigen var havnet på hans mobiltelefon. Endelig havde han forklaret noget usikkert om, hvorvidt han havde været bekendt med pigens fætter, inden fætteren havde opsøgt ham og pigen ved bagindgangen til hendes skole. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaringer til grund for sagen, og nævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller at han ville være i risiko for asylbegrundende overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2010/34
