Irak201031

Nævnet meddelte i juni 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Ansøgeren var mindreårig. I 2008 var ansøgerens moder rejst fra ansøgerens familie, eftersom ansøgerens stedfader slog moderen og børnene. Derefter havde ansøgerens stedfader behandlet ansøgeren og ansøgerens søskende endnu værre end før. Ansøgeren var bl.a. blevet slået og sparket, og søsteren var blevet voldtaget og var nu død. Flygtningenævnet tiltrådte Udlændingeservices afgørelse om, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at få behandlet sin asylsag. Ansøgeren er mazada fra Erbil, Irak. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv anført, at hans stedfader havde udsat ham og hans moder og søster for en umenneskelig behandling ved vold og indespærring mv. i flere år. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet denne forklaring, selvom den med hensyn til stedfaderens behandling på visse punkter var blevet udbygget, dog i sin kerne havde været konsistent. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i en konkret risiko for umenneskelig behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som han ikke kunne få myndighedsbeskyttelse imod. Irak/2010/31