Koens- og aeresrelateret forfoelgelse - Seksuelle forhold
Religiøse forhold
Privatretlig forhold
Trusler og chikane
Beviskrav og bevisvurdering U
Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. I slutningen af 2009 blev ansøgeren accepteret tilbagetaget fra England i medfør af Dublin-forordningen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kurder fra Mosul i Irak. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han siden slutningen af 2006 havde haft et forhold til en kristen pige, hvilket pigens familie og hans egen fader havde opdaget. Ansøgeren havde fået at vide, at kæresten var død, og ansøgeren frygtede at blive slået ihjel af kærestens familie eller af sin fader eller forfulgt af fundamentalistiske grupper.Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ved ankomsten til Danmark havde forklaret til politiet, at han ikke havde ønsket at oplyse nogen konkret årsag til, at han havde forladt Irak, dog at sikkerheden var den væsentligste årsag, og at han havde ønsket at komme til Finland, hvor han blandt andet havde en farbroder. Det forekom således utroværdigt, at ansøgeren skulle have noget at frygte fra sin egen familie. Forklaringen havde været udetaljeret og ikke konsistent, for eksempel med hensyn til, hvornår han havde fået oplysning om, at pigen skulle være død. Det forekom ligeledes utroværdigt, at ansøgeren siden ankomsten til Danmark i efteråret 2008 ikke havde haft nogen form for kontakt til nogen i hjemlandet. Ansøgerens oplysninger var i det hele 2. håndsoplysninger fra henholdsvis pigen og mosterens ægtefælle, og han havde ikke personligt modtaget trusler. Da ansøgeren herefter ikke opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse. Irak/2010/27