Irak201026

Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Ansøgeren var i efteråret 2008 udrejst til Norge, hvor han havde søgt asyl Ansøgeren var efterfølgende blevet sendt tilbage til Danmark i medfør af Dublin- konventionen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kurder fra det nordlige Irak. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig æresrelateret forfølgelse fra sin svigerfamilies side, idet svigerfamilien havde været imod, at han havde indgået ægteskab med sin ægtefælle. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hans svigerfaders to brødre i 1996 havde forsøgt at slå ham ihjel ved at skyde en granat imod ham, til grund. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde afgivet divergerende forklaring om episoden, dels ved samtalen med Udlændingeservice og dels under Flygtningenævnets møde. Endvidere havde ansøgeren ved indrejsen givet en anden forklaring på, hvorfor han havde granatsplinter i kroppen. Flygtningenævnet fandt endvidere, at ansøgeren havde afgivet en noget usikker forklaring på, i hvilket omfang svigerfamilien havde været imod ægteskabet. Han havde således forklaret, at svigermoderen og en tante havde støttet ægteskabet, og at svigerfaderen havde været indforstået med ægteskabet, men at svigerfaderens to indflydelsesrige brødre havde været imod det. Ansøgeren forklarede under nævnsmødet, at svigerfaderen havde været imod ægteskabet. Flygtningenævnet fandt på dette grundlag og i øvrigt henset til tidsforløbet og det forhold, at ægtefællen heller ikke havde været udsat for overgreb, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at der var en konflikt med svigerfamilien på et sådant niveau, at ansøgeren var i reel risiko for overgreb. Ansøgeren opfyldte således ikke betingelserne for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærkede, at det asylmotiv, ansøgeren havde påberåbt sig, ikke kunne anses for omfattet af en af de grunde, der er nævnt i Flygtningekonventionen. Ansøgeren opfyldte allerede derfor ikke betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2010/26