Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2002. Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra det centrale Irak. I perioden 2002-2007 var ansøgeren gentagne gange udrejst af Danmark til hhv. Holland og Sverige, hvorefter han efterfølgende var blevet taget tilbage i medfør af Dublin-forordningen. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at udsætte sagen på indhentelse af yderligere baggrundsmateriale eller afhøring af vidner. Det fremgik af sagen, at ansøgeren, der er irakisk statsborger, var i besiddelse af et irakisk pas udstedet i Bagdad i 2004. Det pågældende pas bar et udrejsestempel fra efteråret 2004. Ansøgeren havde som asylmotiv angivet, at han under sit ophold i Sverige som asylansøger i begyndelsen af 2007 var kommet i skænderi med nogle landsmænd i en moské. Dette havde angiveligt umiddelbart efter bevirket, at en af hans brødre i hjemlandet var blevet udsat for en ikke nærmere konkretiseret trussel. Der forelå ingen oplysninger om, at denne trussel var ført ud i livet over for nogen af ansøgerens familie. Flygtningenævnet fandt ikke, at den pågældende trussel i sig selv kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse om fattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ville være i en reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2010/23
