Koens og aeresrelateret forfoelgelse - Anden forfoelgelse
Nævnet stadfæstede i april 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nordirak. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at hun frygtede at blive dræbt af sin broder på grund af sit ægteskab med en herboende irakisk statsborger, som er hendes halvfætter. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde lært sin ægtefælle at kende i 2001, og at det siden da havde været hendes ønske at blive gift med den pågældende. Forældrene havde haft kendskab til dette og havde accepteret hendes ønske. Broderen havde ifølge ansøgerens forklaring fået kendskab til relationen i sommeren 2008. Han havde reageret med vold og trusler, fordi hun efter hans opfattelse havde bragt skam over familien. Ansøgeren var blevet gift sommeren 2009 med accept fra den øvrige familie. Ansøgeren havde herefter opholdt sig blandt andet i en periode på 14-15 dage hos familien og var udrejst af Irak i efteråret 2009. Der var ikke grundlag for at antage, at ansøgeren efter brylluppet havde været efterstræbt af broderen på asylbegrundende måde. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at ansøgeren havde behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2010/19