Nævnet stadfæstede i april 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede overgreb fra ukendte terrorister, fordi han havde arbejdet i et fitnesscenter, hvor der havde trænet amerikanere. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er yezidi-kurder fra en by ved Mosul. Flygtningenævnet kunne desuden lægge til grund, at ansøgeren havde trænet og været træner i et træningscenter. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge af, at amerikanere fra en nærliggende militærbase havde trænet i centeret, skulle være kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til ukendte terrorister, der havde sendt trusselsbrev til centret og bortført og torteret ansøgerens ven og navngivne medtræner. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring herom under nævnsmødet generelt var fremtrådt som usammenhængende og ikke nærmere konkretiseret med hensyn til en række omstændigheder. Ansøgeren havde således ikke mere præcist kunnet beskrive sikkerheden omkring amerikanerne under træningen, eller på hvilken måde amerikanerne havde sikret sig ansøgerens og medtrænerens identitet m.v. Ansøgeren havde desuden under nævnsmødet forklaret, at amerikanerne blot var dukket op, mens ansøgeren under samtalen med Udlændingeservice havde forklaret, at amerikanerne havde ringet til centret, før de var kommet. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgerens medtræner var blevet bortført og mishandlet på grund af amerikanernes træning i centret. Flygtningenævnet havde lagt vægt på, at der efter ansøgerens forklaring ikke havde været andre henvendelser til centret i anledning heraf, uanset amerikanerne havde trænet i centret siden 2006, og at centret efter det oplyste fortsat bestod. Flygtningenævnet havde endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke efterfølgende havde fået oplysninger om, under hvilke omstændigheder bortførelsen og mishandlingen var sket, eller hvem der havde stået bag. Flygtningenævnet fandt det desuden usandsynligt, at ansøgeren ikke inden sin udrejse havde modtaget yderligere oplysninger om medtrænerens tilstand eller havde nærmere kontakt med ejeren af træningscentret, som havde været ansøgerens arbejdsgiver. Den omstændighed, at ansøgeren er yezidi-kurder, kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2010/16
