Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Umiddelbart efter ansøgeren var indrejst i Danmark i forsommeren 2007, var han rejst til Sverige, hvor han havde søgt asyl i sommeren 2008. Herefter var ansøgeren rejst til Tyskland, hvorfra han i medfør af Dublin-forordningen blev tilbagetaget senere på sommeren i 2008, da han også havde søgt asyl i Tyskland. Ansøgeren havde henvist til, at han som yezidi-kurder var forfulgt, idet han to gange var blevet overfaldet af arabere, hvorved han var blevet slået i hovedet og blevet beskudt. Araberne ville ikke have yezidi-kurdere i deres område, og derfor var ansøgeren blevet overfaldet, idet hans dyr havde græsset på et område, som araberne havde krævet retten til. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er yezidi-kurder, og han havde ikke været politisk aktiv. Ansøgeren havde oplyst, at han to gange, hvor han uden for landsbyen som hyrde havde haft dyr græssende, havde været udsat for overgreb i form af vold i et tilfælde og beskydning på afstand i et andet. Flygtningenævnet fandt, at de pågældende overgreb fremstod som rettet mod den befolkningsgruppe, ansøgeren tilhører, og således ikke mod ham som individ. Flygtningenævnet fandt ikke, at episoderne kunne begrunde asyl for ansøgeren. Uanset at forholdene for yezidi-kurdere i ansøgerens hjemområde måtte anses for vanskelige, kunne disse heller ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet, hvor en række familiemedlemmer opholdt sig, ville være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ville være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/97
