Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse om vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning. I 2009 meddelte Udlændingeservice ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren mødte ikke op til Flygtningenævnets behandling af sagen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra et nærmere angivet område i det nordlige Irak, hvor ansøgeren fortsat havde nære slægtninge, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv eller i øvrigt haft problemer med myndighederne, og at ansøgerens ægtefælle, der er dansk statsborger, boede i Danmark. Nævnet udtalte endvidere, at hverken ansøgerens ønske om at bo sammen med ægtefællen i Danmark eller oplysningerne om de generelt vanskelige forhold i hjemlandet, kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, ligesom nævnet dertil bemærkede, at ansøgeren i øvrigt fremstod helt uprofileret. Det kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden ville risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, ligesom det ikke kunne antages, at hun ved en tilbagevenden vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/94