Nævnet stadfæstede i oktober 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. I 2005 var ansøgeren blevet gift med en dansk statsborger i Irak. Efter halvandet år i Irak var ægtefællen taget tilbage til Danmark, idet hun var blevet gravid. Ansøgeren forklarede, at han ønskede at være i Danmark sammen med sin ægtefælle og deres to fælles børn, der var syge. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er muslim fra Basra-provinsen, hvor ansøgerens forældre og søskende fortsat boede, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv eller haft problemer med myndighederne, og at ansøgerens ægtefælle, der er dansk statsborger, og deres to fælles børn boede i Danmark. Hverken ansøgerens ønske om at bo i Danmark sammen med ægtefællen og deres to fælles børn, som var syge, eller oplysningerne om de generelt vanskelige forhold i hjemlandet kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Ansøgeren fremstod i øvrigt helt uprofileret. Det kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen eller, at han ved en tilbagevenden ville risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for at blive udsat forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/82