Nævnet stadfæstede i oktober 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er kurder, sunni-muslim og fra Sulaimaniya. Han havde ikke været hverken politisk eller religiøs aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede sin tidligere svigerfamilie, sin storebror og personer, som han og storebroderen havde lånt penge af. Ansøgeren, der havde fået sparsom skolegang, virkede under mødet i Flygtningenævnet træt og nervøs, ligesom han til tider afgav en noget usammenhængende besvarelse. Det var endvidere kendetegnende, at han huskede nogle enkelte fiksdatoer – for eksempel datoen for sit bryllup, datoen for flugten til Iran og datoen for sin skilsmisse. Ansøgeren oplyste, at han ikke havde taget medicin eller andet, der kunne påvirke psyken, forud for mødet i Flygtningenævnet. Han oplyste endvidere, at han flere gange i Danmark havde forsøgt selvmord, og at han i den forbindelse havde haft samtaler hos professionelle behandlere. Han oplyste endvidere, at han kun havde sovet lidt natten forud for mødet i Flygtningenævnet, idet han dagen inden havde haft en uoverensstemmelse med sin sproglærer. Som det fremgik af referaterne af de to samtaler, der havde været afholdt i Udlændingeservice, havde ansøgeren trods pauser med videre afgivet divergerende og usammenhængende forklaringer på en række centrale punkter vedrørende asylmotivet. Dette var også tilfældet ved mødet i Flygtningenævnet. Hertil kom, at ansøgeren i Flygtningenævnet yderligere udbyggede sit asylmotiv, idet han nu også frygtede for sit liv, idet han mente, at de kreditorer, som han og storebroderen havde, kunne finde på at slå ham ihjel, hvis han ikke betalte gælden. Flygtningenævnet fandt, at det var forsvarligt at gennemføre sagen, selvom ansøgeren virkede påfaldende. Det er ansøgeren, der skal sandsynliggøre sit asylmotiv. Selvom der blev taget hensyn til, at ansøgeren muligt var træt eller lignende under mødet, kunne Flygtningenævnet tiltræde afgørelsen fra Udlændingeservice, hvorefter ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Irak ville være i en asylrelevant risiko for forfølgelse. Ligesom Udlændingeservice lagde Flygtningenævnet i den forbindelse vægt på, at ansøgeren på en række punkter havde forklaret forskelligt og usammenhængende. Hertil kom, at han også på en række punkter havde udbygget sin forklaring, herunder senest i Flygtningenævnet, hvor ansøgeren nu også frygtede for sit liv på grund af kreditorer. Selvom der ved de forskellige samtaler i Udlændingeservice og i Flygtningenævnet var en vis sammenhængende kerne, herunder for eksempel at ansøgeren havde haft uoverensstemmelser med sin tidligere svigerfamilie, var det Flygtningenævnets vurdering, at disse uoverensstemmelser under alle omstændigheder ikke var af en sådan karakter og havde en sådan intensitet, at det kunne begrunde asyl. Irak/2009/79
