Nævnet stadfæstede i oktober 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i efteråret 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren til samtalereferatet navnlig havde gjort gældende, at han frygtede blodhævn fra nogle familier tilhørende en navngiven klan i anledning af, at ansøgerens rigtige fader, der havde været taxachauffør, havde været impliceret i en trafikulykke, hvorunder medlemmer af de nævnte familier var blevet dræbt, idet taxaen var stødt ind i en lastbil. Faderen havde ikke haft tilladelse til taxakørsel. Faderen var også blevet dræbt ved bilulykken. Moderen og dennes nye mand var i anledning af sagen blevet truet flere gange: Første gang i retten under erstatningssagens behandling, før ansøgerens moder var blevet gift, anden gang i stedfaderens butik og tredje gang på stedfaderens bopæl. Ansøgeren havde alene hørt om truslerne gennem sin moder og stedfader. Begivenhederne havde fundet sted, da ansøgeren havde været 13 til 14 år gammel. Ansøgeren var udrejst til Iran kort tid efter de seneste trusler. I sit asylsansøgningsskema og til registreringsrapporten havde ansøgeren herom forklaret, at hans udrejse navnlig skyldtes, at han af sin stedfader var blevet beordret til at udføre skopudserarbejde, og at han var blevet slået af sin stedfader, så hans næse var brækket, og at han derefter havde besluttet at udrejse af Irak. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at ansøgerens moder og stedfader havde været udsat for trusler som følge af den omtalte trafikulykke. Flygtningenævnet fandt imidlertid, at der ved vurderingen af ansøgerens troværdighed måtte tages betydeligt hensyn til, at ansøgeren først havde fundet anledning til at omtale de nævnte trusler under samtalen med Udlændingeservice. Ansøgeren havde herom forklaret, at han havde været bange for det danske politi, og at han først i Sandholmlejren ved samtale med andre asylansøgere var blevet gjort bekendt med, at han skulle oplyse alt, hvad der kunne støtte hans asylansøgning. Flygtningenævnet bemærkede hertil, at ansøgeren, selvom han havde været bange for politiet, kunne have anført de nævnte trusler i sit asylansøgningsskema. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder at måtte lægge til grund for sagen, at den væsentligste grund til ansøgerens udrejse som 14-årig havde været de voldelige overgreb fra stedfaderen. Flygtningenævnet fandt derfor ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at de verbale trusler fremsat over for moderen og stedfaderen havde været bestemmende for ansøgerens udrejse. Herefter fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en konkret og individuel risiko for konventionsforfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i en reel risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/75
