Irak200958

Nævnet meddelte i august 2009 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2000. I 2003 meddelte Flygtningenævnet ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Behandlingen af sagen blev genoptaget i 2009. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er kristen kaldæer, og han i 1997 var flygtet fra Bagdad. Han havde ikke været hverken politisk eller religiøst aktiv. Han havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han ikke længere havde nogen familie tilbage i Irak, og at han som kristen af trosretning ville blive forfulgt af islamister, og at han ikke under de nuværende omstændigheder kunne forvente myndighedernes beskyttelse. Det lagdes til grund, at ansøgeren ikke længere havde familie og slægtninge i Irak. Allerede ved sin indrejse i Danmark var ansøgerens søskende således flygtet ud af Irak. Ansøgeren havde efter det oplyste en jævnaldrende fætter, der med sin familie havde boet i Mosul. Også denne fætter med familie var i 2009 flygtet fra Irak, idet de var blevet udsat for trusler fra islamister. Den omstændighed, at ansøgeren er kristen kaldæer, kunne ikke i sig selv begrunde, at han opfyldte betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Heller ikke den omstændighed, at fjernere slægtninge – ansøgerens fætter og dennes familie – havde måtte flygte efter at have været udsat for trusler, kunne føre til noget andet resultat. Flygtningenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at der var tale om en fætter, at denne havde boet i en anden by, og endelig, at der ikke var noget, der tydede på, at der havde været tale om en konkret og individuel forfølgelse af ansøgeren og dennes familie. Ansøgeren havde i omkring tolv år boet uden for Irak, han havde ingen familie tilbage i Irak, og han nærede som følge af den fortsatte ustabile situation i Irak en stor subjektiv frygt for som kristen af trosretning at vende tilbage til hjemlandet. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Irak/2009/58