Irak200957

Nævnet meddelte i august 2009 opholdstilladelse (K–status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Irak. Indrejst i 2001. I 2004 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingeservice, hvorved ansøgeren samt hendes barn blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I slutningen af 2008 anmodede Dansk Flygtningehjælp på vegne af ansøgeren om genoptagelse af asylsagen. I starten af 2009 genoptog Flygtningenævnet behandlingen af sagen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er kristen kaldæer, og at hun forud for udrejsen havde boet i Bagdad. Ansøgeren havde praktiseret sin kristne tro i en navngiven kirke, hvor hun også havde været medlem af sangkoret. Nævnet lagde til grund, at ansøgeren og hendes familie i Irak havde været udsat for chikane og trusler på grund af deres kristne tilhørsforhold. Nævnet fandt endvidere, at oplysningerne om forholdene for ansøgerens ægtefælle og hans familie, som også er kristne irakere, måtte indgå i den samlede vurdering af ansøgerens situation ved en eventuel tilbagevenden til Irak. Nævnet henviste i den forbindelse til nævnets beslutning af samme dato vedrørende ansøgerens ægtefælle, som blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler på denne baggrund ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2009/57