Nævnet meddelte i juli 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborgerfra Irak. Indrejst i 2004. I foråret 2005 meddelte Flygtningenævnet ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I efteråret 2007 meddelte Flygtningenævnet ansøgeren afslag på genoptagelse af hans asylsag. I foråret 2008 besluttede nævnet at genoptage ansøgerens sag.Flygtningenævnet lagde fortsat til grund, at ansøgeren er kristen katolik fra et navngivent kvarter i Bagdad, og at han var udrejst i 2004 efter at have modtaget konkrete trusler som følge af, at han sammen med sin onkel havde drevet en spiritusforretning. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for kristne i Bagdad sammenholdt med, at ansøgeren var udrejst som følge af konkrete trusler mod ham, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i en konkret risiko for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt efter oplysningerne om ansøgerens person sammenholdt med hans manglende tilknytning til området, at ansøgeren ikke burde henvises til at tage ophold i Nordirak. Irak/2009/52