Nævnet stadfæstedei juni 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Ansøgeren havde været medlem af Det Islamiske elevråd. Det Islamiske elevråd blev sammenlagt med en anden organisation, der var voldelig. Ansøgeren ønskede efter sammenlægningen ikke længere at være medlem. I 2002 bortførte personer fra organisationen ansøgeren, idet han ikke ville være medlem af og arbejde for denne. Ansøgeren udrejste af Irak med hjælp fra en agent. Under udrejsen omkom mange flygtninge. Ansøgeren vidnede imod de indblandede agenter, ligesom han var med i en dokumentarfilm om hændelsen. Ansøgeren underrettede efterfølgende de omkomnes familier om agenternes identitet. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren til støtte for sin ansøgning navnlig gjorde gældende, at han fortsat ville være i risiko for forfølgelse fra en navngiven organisationen som følge af, at han i 2002 var blevet tilbageholdt og udsat for overgreb. Videre gjorde han gældende, at han frygtede overgreb fra de menneskesmuglere, som havde været impliceret i transporten af kurdiske bådflygtninge, herunder ansøgeren selv fra Grækenland til Italien i 2003. Under denne rejse var en betydelig del af flygtningene druknet. Ansøgeren havde overlevet og havde efterfølgende vidnet i en retssag samt medvirket i en tv-udsendelse, som blandt andet var blevet bragt i italiensk tv i 2006. Derfor frygtede han overgreb fra disse menneskesmuglere eventuelt som en del af den græske mafia, idet han angiveligt var blevet truet telefonisk af en ukendt person, mens han havde opholdt sig i Italien. Uanset om det kan lægges til grund, at ansøgeren var blevet tilbageholdt i 2002 af organisationen, som af ham angivet, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette forhold var asylbegrundende, da det lå langt tilbage i tid, og da ansøgeren havde været tilbage i hjemlandet i 2006 uden, at hverken han eller hans familie havde modtaget trusler fra organisationen. Ansøgeren forklarede noget divergerende om omfanget af eventuelle trusler fra de af ham angivne menneskesmuglere. Uanset om det kunne lægges til grund for sagen, at ansøgeren tilbage i 2006 i Italien, forud for at han var genindrejst i Irak, var blevet truet telefonisk to gange af en ukendt person, fandt Flygtningenævnet, at konflikten grundlæggende var en privatretlig konflikt, som ansøgeren måtte søge myndighedernes beskyttelse imod. Ansøgeren havde derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i konkret individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller, at han ville være i en reel risiko for dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/49
