Nævnet meddelte i juni 2009 opholdstilladelse (K–status) til et ægtepar fra Irak. Indrejst i 2004. Sagen blev genoptaget grundet sagens karakter. I 2004 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse fra 2004 om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2008 anmodede ansøgerne om genoptagelse af deres asylsag. I 2009 besluttede Flygtningenævnet, at genoptage ansøgernes asylsag. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne som aktuelt asylmotiv havde henvist til, at de er kristne irakere kommende fra Bagdad, og at de ved en tilbagevenden ville være i risiko for forfølgelse eller overgreb, dels som følge af deres kristne tro og dels fordi, den mandlige ansøger var veluddannet. På baggrund af ansøgernes forklaring om, hvad der var sket med de af deres familiemedlemmer, der var tilbage i området, fandt nævnet det også henset til de generelle baggrundsoplysninger om forholdene for kristne i Bagdad - tilstrækkeligt godtgjort, at også ansøgerne ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse, hvis de vendte tilbage. Irak/2009/48