Nævnet stadfæstede i maj 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at det efter udlændingelovens § 40, stk. 1 påhviler en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Ansøgeren havde oplyst, at han er født den 1. juni 1990, således at netop var mindreårig ved indrejsen. Efter aldersundersøgelse kunne denne alder ikke lægges til grund. Ansøgeren er således blevet registreret med fødedatoen 1. juni 1989, således at han ikke var mindreårig ved indrejsen. Ansøgeren havde endvidere fremlagt Id-kort og nationalitetsbevis, som begge blev vurderet til at være falske. Ansøgerens identitet kunne således ikke anses for at være fastlagt, selvom ansøgeren måtte antages at være irakisk statsborger. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at han havde kørt en pige ihjel, og at pigens familie ville hævne sig. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren på en sammenhængende og troværdig måde havde kunnet redegøre for sit asylmotiv. Det bemærkedes herved, at ansøgeren ikke havde kunnet give nogen nærmere beskrivelse af den bil, han havde kørt i ved ulykken, eller nogen nærmere og sandsynlig beskrivelse af omstændighederne ved ulykken. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgerens ved udrejsen havde været forfulgt eller ved en tilbagevenden ville være i en sådan risiko herfor, at der var grundlag for at meddele asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at ansøgeren havde behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/40
