Nævnet stadfæstede i maj 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008.Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ved sin indrejse til registreringsrapporten som asylmotiv alene havde angivet, at han havde ønsket at være sammen med sin forlovede i Danmark. Dette asylmotiv blev gentaget i skemaet, hvor ansøgeren ligeledes havde angivet, at han var træt af at bo alene. Først til samtalen med Dansk Flygtningehjælp i efteråret 2008 og ligeledes til samtalereferatet i efteråret 2008 havde ansøgeren angivet, at han havde en uoverensstemmelse med sin fader som følge af, at han ikke havde ønsket at gifte sig med faderens fætters datter. Endvidere havde han først ved samtalen med Dansk Flygtningehjælp fortalt om sin angivelige konflikt med en anden familie i sin landsby som følge af, at hans fætter skulle have dræbt en mand, hvis efternavn ansøgeren ikke kender. Dette motiv var ikke angivet i samtalen med Udlændingeservice i efteråret 2008, men blev uddybet af ansøgeren i gensamtalen senere i 2008. Flygtningenævnet fandt ikke, at uoverensstemmelserne med faderen var asylbegrundende. Flygtningenævnet kunne under de ovennævnte omstændigheder endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren havde de af ham nævnte konflikter med en anden, unavngiven familie i sin landsby, da oplysningerne først var fremkommet sent i asylsagsforløbet, og da hans forklaringer herom i nogen grad havde været divergerende, upræcise og udbyggede. Flygtningenævnet fandt det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2009/39