Irak200920

Nævnet meddelte i marts 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Ansøgeren indrejste i Danmark i 2003. I 2004 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingeservice, hvorved ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2008 genoptog Flygtningenævnet sagen. Under nævnsmødet nedlagde Udlændingeservice på baggrund af de nye oplysninger, der fremkom i forbindelse med nævnsbehandlingen, påstand om, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er kristen kaldæer fra Kirkuk. Flygtningenævnet lagde i alt væsentligt ansøgerens forklaring til grund om, hvad der var overgået ansøgerens familiemedlemmer siden ansøgerens udrejse i 2002. Nævnet lagde herunder til grund, at ansøgerens farbror, hos hvem ansøgeren havde boet efter moderens udrejse i 1999, var blevet udsat for dødstrusler og var blevet såret, da han havde fået sprængt sin forretning i luften, hvorefter farbroderen i 2004 var udrejst med sin familie. Nævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren ikke havde tilbageværende familiemedlemmer i Irak, som han havde kontakt med. Herefter og efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for kristne i det centrale og sydlige Irak fandtes ansøgeren i tilstrækkelig grad at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak ville være i en konkret og individuel risiko for en forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2009/20