Nævnet meddeltei december 2009 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Ansøgeren er etnisk araber fra Bagdad. Ansøgeren var umiddelbart efter indrejsen udrejst til Sverige og efterfølgende til Norge, men var blevet tilbagesendt til Danmark i medfør af Dublin-proceduren. Ansøgeren havde under det tidligere styre haft ansættelse som politiofficer på et paskontor og havde været medlem af Bath-partiet samt foreningen for præsidentens venner. Efter Saddam Husseins fald var ansøgeren blevet genansat i samme stilling, men havde oplevet stor fjendtlighed fra en række nye kolleger, der havde været bekendt med, at han havde støttet det tidligere styre. En af ansøgerens kolleger havde overhørt, at nogle kolleger i efterretningsafdelingen havde planlagt at slå ansøgeren ihjel, hvilket hun havde advaret ansøgeren om, hvorefter han straks havde forladt Irak. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerens forklaring om sit medlemskab af Bath-partiet og foreningen for præsidentens venner samt forklaringen om genansættelsen som politiofficer efter Saddam Husseins fald og trusler fra de nye kollegaer i efterretningsafdelingen var bestyrket ved ansøgerens forklaring og foto-dokumentation i nævnsmødet. Forklaringen blev således lagt til grund. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund og under hensyn til baggrundsoplysningerne om lejlighedsvise drab på tidligere officerer under Saddam Hussein, at ansøgeren herigennem havde sandsynliggjort, at der var personer eller grupper i Irak, som ville stræbe ham efter livet, hvis han vendte tilbage til Irak. Under hensyn til oplysningerne om den generelle situation i Irak var det herefter sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/102