Nævnet meddelte i december 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. Udlændingeservice meddelte i 2002 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede afgørelsen i 2003. I 2007 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen af formelle grunde. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens oplysninger om sine forhold måtte vurderes under hensyn til, at ansøgeren ifølge konklusionen i indhentet speciallægeerklæring fra 2008 havde mangelfuldt udviklede sjælsevner, således at speciallægen anså ansøgerens mentale alder til højst svarende til et barn på syv til ni år. Nævnet lagde herefter til grund, at ansøgeren er kristen og havde udøvet sin religion sammen med sine kristne forældre og søskende i Bagdad. Ansøgeren havde været tilknyttet den lokale kirke, og han havde endvidere udført rengøringsopgaver i kirken. Ansøgerens fader var død i 1997, og hans moder og en søster var udrejst af Irak. Ansøgeren havde derefter taget ophold hos en anden søster og dennes familie, der også er kristne, i Bagdad. Ansøgeren havde fortsat med at gå ugentlig i den lokale kirke i det nye kvarter. Da ansøgerens søster var udrejst med sin familie i 2001, var ansøgeren ligeledes udrejst ved hjælp en agent. Ansøgeren og familien var udrejst på grund af stigende uroligheder og overgreb mod kristne i området. Ansøgeren var indrejst i Danmark i 2001. Ansøgeren havde hørt, at kvarteret og gaden, som han havde boet i, og som tidligere havde været etnisk og religiøst blandet med såvel muslimer som kaldæiske og assyriske kristne, nu var blevet udrenset for kristne. Han havde en søster i Danmark, men ingen familiemedlemmer tilbage i Irak. Ansøgerens forklaring om de anførte overgreb stemte overens med de generelle baggrundsoplysninger. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund sammenholdt med ansøgerens mentale tilstand, særlige sårbarhed og det lange fravær fra Irak, at det i tilstrækkelig grad var sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for forfølgelse som følge af sit religiøse tilhørsforhold. Flygtningenævnet bemærkede, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke kunne antages, at myndighederne ville kunne yde ansøgeren den fornødne beskyttelse. Irak/2008/99