Nævnet meddelte i november 2008 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Irak samt to børn. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er kristen iraker fra Mosul provinsen. Flygtningenævnet lagde videre ansøgerens forklaring om, at hun i en kortere periode havde arbejdet i et køkken, som lavede mad til de amerikanske styrker i Mosul, til grund. Det blev endvidere lagt til grund, at hun havde modtaget trusselsbreve på grund af sit religiøse tilhørsforhold og sit arbejde. Det blev endelig lagt til grund, at hendes familie var udrejst fra Irak. Det fremgik af nævnets baggrundsoplysninger, at situationen for kristne blandt andet omkring Mosul var meget anspændt, og at der havde været en del overfald af religiøse grunde, ligesom en stor del af de kristne havde forladt området. På denne baggrund fandt nævnet, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden ville være i en konkret risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb, som myndighederne ikke ville kunne beskytte hende imod. Irak/2008/80