Irak200874

Nævnet stadfæstede i oktober 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til en konflikt med sin stedfader, som bestod i, at stedfaderen havde slået ansøgeren som følge af, at ansøgerens afdøde far var tilknyttet PUK, hvorimod stedfaderen var tilknyttet KDP. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er etnisk kurder fra Erbil og havde aldrig været politisk aktiv og havde aldrig haft konflikter med de irakiske myndigheder. Nævnet fandt ikke, at ansøgerens konflikt med stedfaderen kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at dette var en privatretlig konflikt. Nævnet lagde endvidere vægt på karakteren og intensiteten af konflikten. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren havde oplyst, at han ikke ved, hvorfor stedfaderen havde ledt efter ham. Nævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller umenneskelig behandling eller overgreb. Irak/2008/74